Artikel fra september 2023
Læs hele avisen

Danmarkspremiere på længe ventet hjulgraver

14-09-2023
Del artikel på


Wacker Neusons nye 10 tons maskine EW100 tæt på at være klar til salg i Danmark

En første præsentation på verdens største entreprenørmesse, Bauma i München, er ikke ensbetydende med, at maskinen kan leveres fra den danske forhandler et par dage senere. Ting tager tid, og det gælder også Wacker Neusons nye, meget omtalte 10 tons hjulgravemaskine EW100.

Den havde verdenspremiere på Bauma sidste efterår. Siden har fabrikken gjort den endelig færdig, og maskinen er også kommet i serieproduktion. Derefter sendt ud på de første markeder, og om kort tid kommer den så på salgslisten i Danmark, hvor Stemas A/S som dansk importør står klar til at tage imod.

I første omgang kunne Stemas give EW100 danmarkspremiere på Have & Landskab, hvor firmaet dog måtte ty til et lånt eksemplar.

”Vi har ventet i spænding på EW100, og her i efteråret kommer den faktisk til salg i Danmark. Heldigvis lykkedes det os at få et låne-eksemplar til rådighed til messen i Slagelse. Det viste sig at være en god idé. Rigtig mange lagde vejen omkring Stemas-standen for ikke mindst at tage et kik på og røre ved den nye hjulgraver”, fortæller salgs- og markedschef Allan Højholt Pihl hos Stemas. 

 

Nye tider med nye standarder

”EW100 betegner nye tider for maskintypen. Den rummer masser af funktioner og features og sætter simpelthen nye standarder for fabriksmonteret udstyr. Blandt andet har den forud-indstillinger af en lang række funktioner, så det er nemt at gemme flere maskinføreres foretrukne indstillinger. Det gælder blandt andet joystick-konfigurationen”, siger salgschefen.

Maskinførerne har også mulighed for at foretage individuelle valg af tilbehør på maskinens display. Derefter tilpasser gravemaskinens dynamik sig automatisk til de valgte redskaber og justerer blandt andet olieflow-mængden.

Som mobilgraver er hastigheden op til 40 km/t praktisk, og maskinen har cruisecontrol og frit valg mellem firehjuls- eller krabbestyring. Uanset hvilken retning, der graves i, er balancen i maskinen optimal med lige lang og bred akselafstand. I motorrummet vrinsker 135 heste, og Wacker Neuson-konstruktørerne har givet maskinføreren fuldt kik hele vejen rundt.

 

Nyt fra el-veteranen Weidemann

Det andet markante mærke hos Stemas, Weidemann, ville også være med på nyhedsbølgen i Slagelse. Tyskerne er veteraner, når det handler om el-maskiner, hvor Weidemann var blandt de allerførste med lanceringen af eHoftrac 1160 i Danmark i 2014. Siden har fabrikken udviklet nye batterimaskiner, senest 1190e. Nu er Weidemann på vej med en el-udgave af den kendte teleskoplæsser T4512, som får tilføjet det lille betydningsfulde ”e”.  

Weidemann T4512e på Stemas-standen i Slagelse var dog så frisk, at der var talt om en prototype, som den danske importør havde lånt hjem til begivenheden. Derfor gælder forventningens glæde for den, som for Wacker Neuson-hjulgraveren, lidt endnu.

 

Billedtekster:

1.

Stemas havde lånt et eksemplar af den nye Wacker Neuson EW100 hjem til præsentation på Have & Landskab. Men det varer ikke længe, før salgskonsulent Jens Andersen og hans kolleger kan sætte den længe ventede hjulgraver på salgslisten.

2.

Ny el-hjulgraver fra Wacker Neuson med Steelwrist tiltrotator plug-and-play, præsenteret af salgskonsulent Jens Andersen.

3.

Weidemann var blandt de første med maskiner på batteridrift. På Have & Landskab kunne salgskonsulent Poul C. Pedersen præsentere en prototype af den nye Weidemann T4512e.

4.

Det er vist ikke noget for diesel-nostalgikere, vurderer salgskonsulent Poul C. Pedersen. Den nye version af Weidemanns teleskoplæsser T4512 er batteridrevet.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk