Artikel fra december 2022
Læs hele avisen

1167 - Agromek rundede 40.000.doc

06-12-2022
Del artikel på





Stor tilfredshed hos maskinudstillerne med første messe i fire år

Et par udstillere flere og et par hundrede besøgende færre end sidst. Det blev udbyttet af den første Agromek i fire år. Corona har holdt den store udstilling af banen i Herning siden 2019, og derfor var spændingen måske større end forventningerne, da det endelig gik løs.

Spændingen blev udløst, og der havde såmænd ikke været noget galt i at have store forventninger. De blev i hvert fald indfriet med 40.015 gennem adgangskontrollen og 542 udstillere klar til at tage imod. En tilsyneladende længe ventet begivenhed, som blev mødt med stor tilfredshed.

En af de store messehaller var som tidligere dedikeret til entreprenørbranchens maskinleverandører, og de oplevede fire rigtig gode dage.

 

Elektriske slutsedler

Blandt de meget tilfredse var direktør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S, som siden sidste Agromek har fået importen og forhandlingen af Wacker Neuson-maskiner. En producent, der er fremme i skoene med el-drevne maskiner. Hos Stemas fornemmer man tydeligt, at stadig flere kunder melder sig klar til en elektrisk slutseddel i takt med, at udbuddet af maskiner støt vokser.

”Vi har set det løbende, når vi har præsenteret specielt Wacker Neusons program i mindre emissionsfrie komprimeringsmaskiner som jordlopper og pladevibratorer. På Agromek kunne vi præsentere en ny eldrevet Wacker Neuson TH 412 teleskoplæsser, som tiltrak sig en del opmærksomhed. Maskinen kom direkte fra præsentation på Bauma i München, og der var altså tale om en danmarkspremiere. Maskinen fås også som en Weidemann T4512 e i rød udgave. Vi regner med at kunne levere den i løbet af sommeren 2023”, fortæller Stemas’ direktør, Robert Kjærgaard.

”Det var fantastisk at være tilbage på Agromek efter en alt for lang pause på fire år som følge af corona-restriktionerne. Og ikke mindst, da vi havde mulighed for at præsentere spændende nyheder, som vi har med hjem fra verdens største entreprenørmesse, Bauma i München for kort tid siden”, siger Stemas-direktøren.

 

Stort besøg af gode kunder

Også hos en anden af de store aktører, Scantruck A/S, var der glæde over det store besøg og ikke mindst den positive stemning blandt gæsterne.

”Det har været rart for os alle hos Scantruck at være tilbage på Agromek igen efter den tvungne pause. Jeg fornemmer klart, at holdningen hos de besøgende er den samme. Vi har haft rigtig godt besøg på standen, og det har vel at mærke været af gode kunder”, fortæller markedschef Dennis Faurby.

Blandt Scantrucks tophits var de ultrakompakte teleskoplæssere i ULM-serien. ULM står netop for Ultra Light Manitou. Maskinerne er nemt flytbare mellem flere arbejdssteder og bejler til både byggebranchen og landbruget.  

”ULM-maskinerne blev en stor Agromek-succes. Vi solgte faktisk seks styk direkte på messen fordelt på både ULM 412 og ULM 415”, siger Dennis Faurby.

Der var også gang i håndslagene på blandt andet Manitou landbrugsteleskoplæssere. Foruden Manitou, havde Scantruck også maskiner fra både Komatsu og Weycor med til Herning.

Næste gang, der kaldes til Agromek, bliver i 2024, hvor udstillingen afvikles fra den 26. til 29. november.

 

Billedtekster:

1.

Stemas har fået import og forhandling af Wacker Neuson, siden der sidst var Agromek i Herning. Det blev tydeligt markeret på standen.

2.

Manitou udgjorde en væsentlig del af præsentationen hos Scantruck, som også havde Komatsu og Weycor med.

3.

Sønderup Maskinhandel medbragte et overflødighedshorn af forskellige mærker og maskiner.

4.

Hydrema mødte med rendegraverne 906G og 926G og gav tillige dansk premiere til den nye DT6-dumper, som er helt og aldeles elektrisk.

5.

Engcon var naturligvis også på Agromek.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk