Åben Maskinvej var en åbenlys succes

28-03-2019
Del artikel på




Ringsted-kvintetten af maskinfirmaer har fundet godt fælles fodslag

Det har vist sig at være en åbenlys succes, at fire kollegaer sidste år koblede sig på Hydremas faste åbent hus-arrangement i det tidlige forår og skabte Åben Maskinvej i Ringsted. Kvintetten af maskinfirmaer på Kærup Parkvej i Ringsted fik igen godt besøg, da de for anden gang slog pjalterne sammen og brugte en fredag og lørdag på at vise maskiner, snakke om maskiner – og såmænd også handle maskiner.

Foruden Hydrema selv består femkløveret af Nicolaisen & Larsen med dansk JCB-forhandling, Scantruck, Helms TMT-Centret samt Mertz. Repræsentanter for et alsidigt udvalg af store, mindre og små maskiner til såvel entreprenører som til landbruget.

”Igen i år havde vi godt og vel dobbelt så mange besøgende til Åben Maskinvej, som vi selv havde til vore åbent hus-arrangementer tidligere. Det er helt klart en fordel, at de maskininteresserede kan gå fra det ene firma og se på maskiner til det andet inden for ganske kort afstand”, fortæller afdelingsleder Dan Madsen fra Hydrema Center Øst.

 

Ribben og pølser

”Vi havde besøg af masser af fagfolk, og efterfølgende har vi mange henvendelser at arbejde med. Det er mængden af ribbenssandwich og pølser, der antyder besøgstallet hos os. Det blev til godt 600 sandwich og et stort, men ukendt antal pølser”, siger Dan Madsen.

Foruden egne Hydrema-maskiner i udstillingen havde Hydrema også besøg af eksterne udstillere i skikkelse af firmaerne Engcon, Leica, Ankerløkken, Specialmaskiner samt Dinitrol.

 

Tidlige morgengæster

Hos JCB-importøren Nicolaisen & Larsen først på Kærup Parkvej blev mandskabet taget på sengen af de første gæster lørdag.

”På andendagen startede Åben Maskinvej klokken 10. Men dagens første besøgende dukkede op allerede klokken 9. De var naturligvis velkomne, og vi sørgede for lidt ekstra morgenmad. Både fredag og lørdag vekslede antallet af besøgende, ligesom det er mit indtryk, at vore fire kolleger også oplevede det. Nogle perioder var rolige, mens der var mere gang i maskinsnak og grillpølser på andre tidspunkter”, siger markedschef Dennis Faurby hos Nicolaisen & Larsen.

Det matcher situationen hos Scantruck lidt længere nede ad Kærup Parkvej.

 

Sluttede med maskinsalg

”Vi oplevede forskellige strømme af gæster i løbet af de to dage. Nogle perioder af dagene var forholdsvis rolige, mens der til andre tider var masser af besøgende. En god indikator for, at Åben Maskinvej 2019 blev en rigtig fin oplevelse, er pølsemandens aktivitet. Fredag blev der langet 600 portioner over disken, mens niveauet dalede en anelse til 500 om lørdagen”, beretter sælger Michael Lehnshøj.

Entreprenørfirmaet Tuse Næs Entreprenøren gav i øvrigt Scantruck en perfekt afslutning på Åben Maskinvej-arrangementet. Firmaet fra Holbæk-kanten lukkede nemlig festen med at købe to Komatsu-gravemaskiner.

”Totalt solgte vi seks maskiner i løbet af de to dage, og heraf tegnede Tuse Næs Entreprenøren sig så for de to otte-tons Komatsu PC80’ere. Det blev et effektfuldt punktum for to rigtig fine dage, hvor både vi hos Scantruck og kollegerne hos de fire andre maskinfirmaer havde besøg af rigtig mange maskininteresserede”, konstaterer Michael Lehnshøj.


Billedtekster:

1.

Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten klippede Åben Maskinvej åben. Vejen med de fem maskinfirmaer var blevet omdøbt til lejligheden. Her klipper borgmesteren med selskab af repræsentanter for firmaerne.

2.

Dobbelt så mange besøger Hydrema til Åben Maskinvej i forhold til tidligere, da firmaet var ene om at åbne dørene i det tidlige forår.

3.

Nicolaisen & Larsen bød velkommen i værksteder, som var ryddet til Åben Maskinvej. Lørdag dukkede første gæster op en times før den officielle åbningstid.

4.

Aktiviteten ved de lange borde er en god indikator hos Scantruck, hvor pølsemanden totalt leverede omkring 1100 anretninger i løbet af de to dage. Tilsat sennep, ketchup og maskinsnak.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk