Artikel fra april 2023
Læs hele avisen

Chef uden medarbejdere – han har kun kollegaer

14-04-2023
Del artikel på



Thomas Rasmussen hopper i Gamborg Fjord sammen med sin makker hver morgen klokken 6 – nu nærmer han sig 25-års jubilæum som selvstændig

”Det er vigtigt for mig, at jeg har kollegaer. Ikke medarbejdere. Jeg møder selv hver morgen klokken 6, og så kommer folkene dryssene fra ved 6.20-tiden. Vi vil gerne mødes herhjemme i firmaet, i stedet for at alle bare kører ud på pladserne. Vi skal kende hinanden, og det skal være sjovt at gå på arbejde”.

Thomas Rasmussen tager selv hul på det sjove hver morgen, når han mødes med sin makker, Jesper Dam Buch, som for et lille års tid siden købte sig ind i virksomheden Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner. Sammen cykler de to makkere så de få kilometer ned til Gamborg Fjord og hopper i vandet til lidt morgensvømning.

”Fem minutter – så er vi vågne og klar til dagen”, griner Thomas Rasmussen.

Ronæs ligger ved Gamborg Fjord, som igen ligger i Lillebælt en halv snes kilometer sydøst for Middelfart.

Den 15. juli har Thomas Rasmussen været klar til dagens dont som selvstændig entreprenør og kloakmester i 25 år.

Oprindelig havde han ambitioner om at sidde i en stor gravemaskine. I fem år arbejdede han på en maskinstation, i øvrigt på nøjagtig samme adresse, som Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner har i dag. Han var blevet kloakmester i 1995, og i det daglige kørte han rendegraver. Men det var altså den store gravemaskine, der trak i ham.

 

Købte rendegraver med kunde

”Lige indtil dem, jeg arbejdede for, spurgte om jeg ikke ville købe rendegraveren og få en kunde med. Det gjorde jeg så i stedet for en gravemaskine, og efter halvandet år som selvstændig, fik jeg min første ansatte. Kunden der var fulgt med i handlen, var en stor entreprenør, så jeg skulle bare møde med mand og maskine. Det var jo til at finde ud af”, konstaterer Thomas Rasmussen.

Den store kunde blev hurtigt til flere.

”Kvalitet og service har været vores varemærke fra dag ét sammen med punktlighed og præcision. Det har givet resultat. Gennem årene har vi fået mange trofaste kunder. En af dem er netop vendt tilbage 20 år efter, at vi lavede en indkørsel for ham. Nu skal han have lavet lidt mere belægning, og så tog han fat i os, fordi han jo kendte firmaet. Sådan noget varmer og er meget tilfredsstillende”, siger Ronæs-entreprenøren.

Foruden de to indehavere, består arbejdsstyrken hos Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner af 17 mand. De opererer i Trekantområdet og over hele Fyn, og i fjor etablerede firmaet en afdeling i Odense.

 

Også lokal i Odense

”Vi har løbende mange opgaver i Odense, og derfor gav det mening at have en adresse i byen, så vi nu også er lokalt firma dér. 90 procent af vores arbejde har med kloakker at gøre. Resten er belægningsopgaver. Vi har et brolægger-team til specialopgaver, men alle gutterne kan både lave kloak og lægge fliser. Med gode samarbejdspartnere kan vi også tilbyde tømrer-, murer- og el-arbejde”, fortæller Thomas Rasmussen.

Siden han tog kloakmestereksamen i 1995, har kloakkerne fyldt meget i Thomas Rasmussens tilværelse. I en årrække var han i bestyrelsen for brancheforeningen Danske Kloakmestre. I en periode tilmed som formand for kloakmestrene. Derfor glæder det ham, at hans nye kompagnon, Jesper Dam Buch, er i fuld gang med også at blive kloakmester. Han skal aflevere sit projekt den 25. april.

”Beslutningen om at få en partner i firmaet er en af de bedste, jeg har truffet i mange år. Jeg var ved at blive kørt ned af arbejde. Nu giver Jesper ro på hverdagen, og jeg har en at sparre med. Han kommer til at tage over på mange opgaver, og planen er, at han skal tage sig af mange af de større kunder”, siger Thomas Rasmussen.

 

Poul Stabil

Kloakarbejdet spænder fra spuling af fru Jensens kloak til større kloakanlæg. Kloakmesteren i Ronæs monterer rottespærrer i stort antal for private og tager sig også af serviceringen af dem. Når det kommer til det større grej, kan Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner rulle ud med to spulekøretøjer. Den ene en stor lastbil og den anden en traktortrukket.

”Poul Stabil kører sin egen butik i butikken. Han hedder egentlig Poul Poulsen, men er altså kendt som Poul Stabil. Navnet siger vel alt. Han kører en kran-grab bil med kærre og har kørt for firmaet i godt 33 år. Min kompagnon, Jesper Dam Buchs far drev et entreprenørfirma, som jeg overtog en del af i 2021. Blandt også Poul Stabils bil. Så han fulgte heldigvis med”, forklarer Thomas Rasmussen.

 

Kloak-akademi

Kloakmesteren går i øjeblikket og pusler med planer om ”Kloak-akademiet”. Det skal være et sted, hvor unge mennesker er velkomne til at komme i stedet for ”at hænge på gadehjørnerne”, som det med engang.

”Unge mennesker ligger mig meget på sinde. Vi tager knægte ind, som hænger i gardinerne og ikke kan finde ud af at sidde stille i skolen. Vi har et samarbejde med skolevæsenet, og de unge kan så komme her i vores firma et par dage om ugen, samtidig med at de også passer deres skole. Nogle af dem kan vi efterfølgende tage ind som lærlinge”, siger Thomas Rasmussen.

”Tanken med Kloak-akademiet er, at de skal kunne prøve at svejse, skrue nogle ting sammen og samtidig hygge sig i en god atmosfære. Det må også gerne blive en rugekasse for fremtidige anlægsstruktører, kloakmestre, pædagoger eller… uanset hvad. Mange brokker sig over de unge mennesker, men ingen tager sig af dem. Vi vil gerne være med til at hjælpe dem på vej”, siger kloakmesteren i Ronæs.

 

Billedtekster:

1.

Thomas Rasmussen i kommandocentralen i Ronæs. Den 15. juli har han 25-års jubilæum som selvstændig entreprenør og kloakmester.

2.

For et år siden fik Thomas Rasmussen en kompagnon, da Jesper Dan Buch købte sig ind i Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner. I dag kører de parløb både i arbejdstiden og ind imellem også i fritiden. De har planer om sammen at tage Skotland på tværs på mountainbike.

3.

Ingen tvivl om, hvilken stol, der er mesters. Kloakmesters.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk