Artikel fra maj 2023
Læs hele avisen

Enkel ukrudtsbekæmpelse ligger lige henne om hjørnet

16-05-2023
Del artikel på





Løgstør-anlæg med varmt vand går som varmt brød hos Sønderup Maskinhandel

Hvad gør en virksomhed, der producerer anlæg til vinduespudsere i ledige stunder, når markedet er sæsonpræget? Hos firmaet Nowas i Løgstør kom svaret fra et andet firma blot en halv times kørsel borte: Lav anlæg til ukrudtsbekæmpelse.

Det var Sønderup Maskinhandel A/S stort set lige henne om hjørnet – sådan med lidt god vilje – der meldte sig med svaret. Maskinfirmaet kunne godt bruge et varmtvandsanlæg, der kan tage livet af ukrudtet kun ved hjælp af varmt vand. Sådan nogle fandtes ganske vist allerede, men de var beregnet til at montere på en redskabsbærer, og de var i det hele taget for komplicerede og bøvlede at håndtere.

”Vi måtte nødvendigvis have en snak med Nowas”, fortæller salgskonsulent Tommy Kærgaard hos Sønderup Maskinhandel.

 

Tænd og kør

Snakken mundede ud i X-WEED. Et anlæg, der afliver ukrudtet med varmt vand på 95-100 grader, og som er til at hitte ud af. X-WEED kræver ingen justeringer. Det fungerer efter devisen ”tænd og kør”.

”Det er jo til at håndtere, og præcis hvad mange kunder havde efterspurgt. Varmt vand tæt på kogepunktet er tre til fire gange bedre til ukrudtsbekæmpelse. Vandet går i rødderne og dræber ukrudtsplanterne, og man kommer ikke uforvarende til at sætte ild til skure, carporte eller andre bygninger”, siger Tommy Kærgaard.

Løgstør-anlægget produceres i to versioner. Dels en med modelbetegnelsen M1, som drives hydraulisk og derfor har en højtrykspumpe på 150 bar, som også kan bruges som højtryksrenser til rengøring. M1 har en ukrudtslanse og en højtrykslanse med forskellige dyser.

 

Trækvogn hitter

Kollegaen E1 drives elektrisk af et indbygget batteri. Dermed er det ikke muligt at få højtrykspumpen, men anlægget kræver til gengæld hverken strøm eller hydraulik fra en ekstern enhed. Derfor er den nem at montere på for eksempel el el-bil eller en kirkegårdstruck. Begge modeller passer i øvrigt også på en Egholm-redskabsbærer.

”Man kan også vælge trækvogns-løsningen, hvor E1 monteres på en el-undervogn. Det gør den særdeles handy at komme rundt med, både for boligforeninger, kirkegårde og anlægsgartnere. Undervognen er da også et hit blandt køberne af X-WEED. Det er den italienske fabrik Fort, der producerer undervognene, og som i øvrigt også laver vores redskabsbærere”, forklarer Tommy Kærgaard hos Sønderup Maskinhandel A/S.

Sønderup Maskinhandel har i øvrigt også sat strøm til såningen. Firmaet har netop fået de første eksemplarer af den selvkørende såmaskine R2 Garden M73 Electric hjem i en el-version. Modelbetegnelsen afslører arbejdsbredden – 73 cm. Og el-såning ligner et hit helt fra start. Næppe var maskinen kommet ind ad døren i Sønderup, før kunder havde hevet tre styk over disken.

R2 Garden M73 Electric kan præcis det samme som sin fætter uden ”Electric”. Benzinmotoren er bare erstattet af en el-motor og to batterier.   

 

Billedtekster:

1.

Salgskonsulent Tommy Kærgaard ruller ud med X-WEED. Den elektriske undervogn gør anlægget nemt at komme rundt med.

2.

Tommy Kærgaard klar til at trykke på tænd-knappen og gå i krig med ukrudtet.

3.

Ukrudtsbekæmpelse med varmt vand går som varmt brød. Og så kommer det fra Løgstør.

4.

Salgskonsulent Tommy Kærgaard på lageret hos Sønderup Maskinhandel, hvor X-WEED anlæggene står klar i lange baner til at blive langet over disken.

5.

Nu kan er komme frø i jorden elektrisk med R2 Garden M73 Electric, hvor en el-motor og et par batterier erstatter den kendte benzinmotor.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk