Artikel fra september 2020
Læs hele avisen

Entreprenørmaskiner er et familieanliggende

28-09-2020





Det foregår ofte via internettet når HJH Maskiner i Stubbæk ved Aabenraa sælger maskiner og tilbehør.

Det kræver god kommunikation og ikke mindst en høj grad af tillid, når en entreprenør skal købe en 26 tons ikke specielt gammel Volvo-gravemaskine – uden hverken at have set eller prøvet den.

Ikke desto mindre er det den måde, som familiefirmaet HJH Maskiner i Stubbæk få kilometer syd for Aabenraa har handlet med tungt entreprenørgrej på i efterhånden mange år.


”Vi sælger mange maskiner, hvor vi ikke ser maskinen eller fysisk får den omkring firmaet. Men vi kender altid hver enkelt maskines historik i detaljer. Det indgående kendskab til hver maskine giver os mulighed for at finde den rigtige maskine til kunden, og så sender vi information, film og billeder af den via nettet, forklarer manden bagt HJH-initialerne, Hans Jørgen Hygum.


”Omkring 40 procent er til eksport, og en handel starter som regel på nettet. Vi sælger både i udlandet og i hele Danmark. Blandt andet også til såvel større som mindre kommuner”, siger den sønderjyske maskinhandler

 

Trekløveret i front

Han har været aktiv med slutsedlerne til entreprenørmaskiner i snart 40 år. Nu knapt så meget som tidligere. Sammen med fru Gerda fik han sikret arvefølgen i skikkelse af døtrene Mia og Rikke. Sammen med Rikkes bedre halvdel, Finn Marott Bossen, udgør søstrene det trekløver, der i dag er hovedkraften i HJH Maskiner.

Mia Spanggård Hygum holder styr på, hvad der ryger ind og ud af maskiner og tilbehør og har løbende overblik over den aktuelle beholdning. Søster Rikke tager sig af bogholderiet. Og Finn Marott Bossen tager sig af salget af maskiner sammen med svigerfar, Hans Jørgen Hygum.


”Vi sælger hovedsagelig Volvo-maskiner. Det er et let omsætteligt produkt. Men generelt sælger vi det, som folk gerne vil købe af os”, fortæller Finn Marott Bossen.


”Vi har altid haft hang til og været stærkt i Volvo. Vi har udstyr til fejlfinding, og vi kan finde både de rigtige maskiner og dele til billige penge. Ved Volvo er der faktisk intet, vi ikke kan klare”, supplerer Hans Jørgen Hygum.

 

Stort kontaktnet

Det sønderjyske familiedynasti nøjes ikke med at handle med brugte Volvo-maskiner. Der ryger også mange nye igennem det specielle salgsapparat, hvor maskinerne ofte slet ikke kommer i nærheden af Stubbæk.


”Gennem de mange år har vi fået opbygget et effektivt kontaktnet, som giver os mulighed for at skaffe såvel brugte som nyere og helt nye Volvo’er. Jeg tør godt vove at påstå, at vi har Danmarks største udvalg af nyere Volvo-maskiner. De kommer mange steder fra. Blandt andet er der tale om udstillingsmaskiner fra fabrikken og demo-maskiner fra forhandlere rundt omkring. Mange af dem med blot 50 til 200 timer på tælleren, og dem leverer vi naturligvis med fuld ny-garanti”, siger Hans Jørgen Hygum.


Alt er ikke Volvo hos familien Hygum. Men næsten.


”Vi sælger også en del Cat og andre maskiner. Men Volvo og Cat er de eneste mærker, vi køber ind til lager. Maskiner af andre mærker får vi kun at gøre med, hvis kunderne ønsker det. Så er vi til gengæld også effektive til at skaffe de maskiner, der matcher efterspørgslen. Det giver det store netværk af kunder og leverandører os for løbende at præstere”, siger Finn Marott Bossen.


”Vi har altid omkring 100 maskiner på salgslisten, og hertil kommer skovle, pallegafler, dæk, fælge og alt muligt andet tilbehør”, supplerer Hans Jørgen Hygum.

 

Det grove til de unge

Netop det store kunde-netværk bevirker, at firmaets nestor, Hans Jørgen Hygum, ikke rigtig kan komme til fuldstændig at hengive sig til lænestolen.


”I dag er det de unge, der tager det grove. Jeg nøjes med de nemme ting”, siger han.

”Nogle kunder mener nu, at de skal tale med ”ham selv”. Så vi har rigeligt brug for Hans Jørgen i hverdagen. Men vi benytter generationsskifter hos kunderne til også at skifte her i firmaet, så Hans Jørgen løbende frigøres mere og mere, men vi andre tager over, når der kommer nye kontakter til hos gamle kunder”, forklarer Finn Marott Bossen.


Mens svigersønnen altså hedder Bossen, er det hans svigerinde, Mia, der er har rollen som bossen. Det har næsten ikke kunnet være anderledes. Både hun og hendes søster, Rikke, er født ind i firmaet.


”Jeg kan ikke huske, at der på noget tidspunkt ikke er handlet maskiner, og det lå i luften i mange år, at jeg på et tidspunkt skulle overtage firmaet. Når vi som børn var med vores forældre på sommerferie, handlede det altid om maskiner eller heste. Det var ikke noget, vi blev påtvunget. Tvært imod. Vi har altid været til hestekræfter både af den ene og den anden art”, fortæller Mia Spanggård Hygum.

 

Mel og sukker

Efter at søstrene i en årrække red på højt plan og familien både handlede entreprenørmaskiner og drev hestestutteri med op til et halvt hundrede heste, er der nu skruet ned for de firbenede. Stald Spanggård nøjes nu med et par avlshopper – samt ponyer til børnebørnene.


Det var i 1982, Hans Jørgen Hygum etablerede HJH Maskiner, og dermed nærmer virksomheden sig stærkt sit 40 års jubilæum. Oprindelig er han udlært købmand, og derfor er det på en baggrund af mel og sukker, han bevægede sig over til langt tungere varer. Først med salg af mejetærskere, traktorer og andre landbrugsmaskiner for et firma i Sønderborg og derefter til de entreprenørmaskiner, der nu fylder hverdagen for hele familien.

 

Billedtekster:

 

1.

Gerda og Hans Jørgen Hygum flankeres af datteren Mia og svigersønnen Finn Marott Bossen, som er gift med Mias søster, Rikke.

 

2.

Det sønderjyske maskinfirma er godt dækket ind også med dæk. Finn Marott Bossen og Hans Jørgen Hygum ved en del af lageret.

 

3.

Mor og datter ved Volvo-gummigeder i lange baner. Gerda Hygum har været aktiv i firmaet helt fra starten. Mia Hygum er født ind i firmaet, som hun nu har overtaget og driver sammen med sin søster og svoger.

 

4.

Hygum-familien har også tromler og andet maskineri på lager på ejendommen i Stubbæk ved Aabenraa. Fra venstre Hans Jørgen Hygum, Gerda Hygum, Mia Hygum og Finn Marott Bossen.

 

5.

Ét firma, to generationer. Gerda og Hans Jørgen Hygum med datter Mia Hygum, som nu er chefen for HJH Maskiner, og svigersøn Finn Marott Bossen, som er gift med Mias søster, Rikke, og som tager sig af salget sammen med svigerfar.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk