Artikel fra januar 2021
Læs hele avisen

Første nye dozer-sællert bakser med naturanlæg

11-02-2021
Del artikel på




Dansk Miljø og Genbrug har købt Danmarks første Liebherr PR736 G8 DMG til at lave grøn natur med vilde planter ved Nykøbing Falster

Egentlig var det tanken at lave en støjvold. Men det sagde myndighederne nej til, og derfor er det i stedet et naturanlæg med vilde blomster og planter, som Denmarks første eksemplar af den nye Liebherr PR736-dozer skubber kæmpemæssige mængder jord sammen til ved Nykøbing Falster.

Entreprenørvirksomheden DMG – Dansk Miljø og Genbrug – sikrede sig den første maskine i den nye G8-serie fra Liebherr, og dermed har maskinfører Poul Andersen ikke så meget at være i tvivl om til engang i 2023. Hver morgen kan han sætte kursen mod Kristiansmindegaardene ved Nykøbing Falster, hvor den nye maskine venter på at klare dagens dont.

Der skal skubbes jord sammen til den lange forhøjning langs den trafikerede omfartsvej. Og forhøjningen bliver selv base for en række mindre forhøjninger, som skaber et kuperet terræn. Nederst dozer Poul Andersen og Liebherr-maskinen kategori 2- og 3-jord sammen til et godt fundament for kategori 1-jord øverst. Derefter er der klar til de vilde blomster og planter, som igen forventes at skabe et rigt dyreliv.

 

Nem handel

Det er den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/s, der har leveret den nye dozer til Dansk Miljø og Genbrug. Det blev ikke den vanskeligste handel for salgschef Michael Jørgensen. Køberen var nemlig ikke i tvivl om, at det skulle være en Liebherr-dozer i den mest populære klasse. I forvejen havde virksomheden fra to tidligere Liebherr-dozere og i øvrigt en række andre Liebherr-entreprenørmaskiner. Samtidig er PR736 G8’eren i netop den dozer-klasse, der suverænt sælges flest af i Danmark.

”Der er tale om en hydrostatisk dozer med markedets laveste brændstofforbrug. I de første 800 timer har DMG – Dansk Miljø og Genbrug ligget på et forbrug på blot 21,6 liter i timen”, fortæller salgschef Michael Jørgensen.

”Liebherr har opdateret maskinen på en række områder i forhold til forgængeren. En markant ændring er, at mellemgearet helt er fjernet. Konstruktørerne har monteret nye ophæng i kabinen og ved køregearene. Det minimerer støjen fra det hydrostatiske system”, forklarer Michael Jørgensen.

 

Slope Assist til finregulering

Liebherr-motoren med 217 hk er af nyeste Stage V-generation, og maskinen har opdateret styring og display. Til at finregulere er PR736 G8 udstyret med standard Slope Assist, og maskinen har Liebherrs eget Definition Grade-system med standard 2D GPS-system. Den kan i øvrigt leveres enten forberedt for, eller med komplet anlæg fra Topcon, Leica eller Trimble.

”Vi er ganske godt forsynet med Liebherr-maskiner. Foruden den nye dozer, har vi fire gravemaskiner og to gummihjulslæssere”, fortæller driftsleder Magnus Jensen-Maar hos DMG – Dansk Miljø og Genbrug.

Firmaet er med i front, når det gælder jordhåndtering på Sjælland og øerne. DMG har seks grusgrave på Sjælland og tillige miljøpladser med karteringsjord og knusning af beton i Næstved, Sorø og Roskilde.

 

Billedtekster:

1.

Maskinfører Poul Andersen (til venstre) får en snak med driftslederne Magnus Jensen-Maar (til højre) og Thomas Dunager ved den nye Liebherr-dozer.

2.

Den nye Liebherr 736 G8 Litronic-dozer har fast arbejde med Nykøbing Falster Naturanlæg i hvert fald indtil 2023.

3.

Det er maskinfører Poul Andersen, der flytter de store jordmængder med den nye Liebherr-dozer.

4.

Der skal tilføres omkring 360.000 tons jord, før Dansk Miljø og Genbrug kan erklære det nye naturanlæg klar til beplantning med vilde blomster og planter, og insekter og smådyr kan bolte sig på det, der samtidig får funktion som støjvold
Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk