Helt i skoven med gravemaskiner på Fyn

23-08-2019
Del artikel på




Skoventreprenør foretrækker at ombygge Hitachi-gravere i stedet for at købe specialiserede skovmaskiner

En skovmaskine er en skovmaskine, og den er god til at udføre opgaver i skoven. En gravemaskine er en gravemaskine, men kan fint modificeres til også at være en fortrinlig skovmaskine. Og dermed sikre mere fleksibilitet, end den specialiserede skovmaskine.

Det mener skoventreprenør Mikkel Thykjær, der driver den fynske virksomhed MT Skovservice i Brylle ved Tommerup lidt sydvest for Odense. Han har tilmed solid erfaring for det. Han har netop fået leveret sin Hitachi-gravemaskine nummer fire fra den danske importør, H. P. Entreprenørmaskiner A/S.  En otte tons Hitachi ZX85USB-5A, som nu indgår i beredskabet til træfældning samt skov- og kratrydning.

”Det er lidt atypisk at vælge gravemaskiner i stedet for specialiserede skovmaskiner, men det er der mange gode grunde til. Dels er de billigere i indkøb og drift. Dels har vi erfaringer med gravemaskinerne, som med det rigtige udstyr passer godt til vores opgaver. Og så har de en høj kørekomfort. Desuden får vi god sparring på det tekniske, når maskinerne skal tilpasses vores arbejdsopgaver i skoven”, forklarer Mikkel Thykjær.

 

Lavt tryk på skovbunden

En af de væsentlige ændringer, som H. P. Entreprenørmaskiner har foretaget på Hitachi’erne, er montering af stålbånd, som giver et lavt fladetryk og dermed gør maskinerne bedre at køre med i skoven.

”Det normale dozerblad fjernes, og hydraulikolien føres ud på armen til brug for udstyr som savhoved, buskrydder og saks. De styres med joystick, og selve maskinen kan køres via en rulle i det ene joystick i stedet for med de fodpedaler, der normalt bruges. Det er nemmere, og det giver større manøvredygtighed i skoven, hvor træerne kan stå tæt”, fortæller distriktschef Carsten M. Jacobsen hos H. P. Entreprenørmaskiner.

Teknikerne på H. P. Entreprenørmaskiners værksted har tillige slået de to hydraulikpumper sammen for at sikre maksimalt olieflow til udstyret. Dermed kan maskinføreren samtidig bruge grejet, svinge rundt og køre med maskinen. Det sikrer den nødvendige kraft til blandt andet at holde et træ, som maskinen har kappet af med savhovedet.

 

Kæden slibes på stedet

Foruden de tekniske ændringer, har maskinen også fået sit eget, lille mobil-værksted. I en værktøjskasse kan føreren opbevare en motorsav, og i forlængelse af kassen er monteret en skruestik, så saven kan spændes fast, når kæden trænger til slibning.

Oven på kabinen har Mikkel Thykjær fået monteret et sikkerhedsgitter til værn mod nedvalg af grene og stammer, når det går løs i skoven.

 

Fire ens Hitachi’er

Han og hans fem medarbejdere h os MT Skovservice kommer rundt på hele Fyn og løser opgaver for godser, landbrug og kommuner. Firmaet klarer maskinskovning og udkørsel, fældning af levende hegn, udtynding, flishugning, rydning til byggeprojekter og andre opgaver i skov og krat.

Maskinparken rummer nu fire styk Hitachi-gravemaskiner, og Mikkel Thykjær ser en stor fordel i at have fire ens maskiner.

”Reservedelen passer samen, vi kender maskinerne og deres servicebehov indgående, og nogle af dem har kørt så meget, at i forhold til salgsværdien kan det kun betale sig at beholde dem. Til sidst kan vi bruge dem til reservedele”, siger skoventreprenøren.

 

Billedtekster:

1.

Mikkel Thykjær driver MT Skovservice i Brylle ved Tommerup. Han har netop købt sin fjerde Hitachi-gravemaskine, som er bygget om til skovbrug.

2.

Det er helt i skoven med Hitachi-gravemaskinerne på Fyn. De har vist at være yderst effektive som skovmaskiner efter en indsats på H. P. Entreprenørmaskiners værksted.

3.

De to hydraulikpumper er slået sammen på den nye Hitachi ZX85USB-5A, som dermed sikres maksimalt olieflow til værktøjerne.

4.

Sikkerhedsgitter på kabinetaget sikrer, at maskinføreren ikke rammes af nedfaldende grene og stammer.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk