Der pilles ikke ved de gode traditioner i det jyske Stemas-hovedkvarter i Hadsten. Torsdag den 28. december omdannes værkstedet til julestue, og maskinfirmaet byder indenfor til jule-åbent-hus helt, som Stemas har haft for vane i adskillige år.
”Vi benytter lejligheden til et lille nytårs-udsalg af overgemte maskiner. Det er altid rart at få ryddet lidt ud i lageret op til et nytår, og som regel kommer der også besøgende, som gerne vil forære sig selv en forsinket julegave til en god pris”, forklarer salgskonsulent Poul C. Pedersen hos Stemas.
”De nye maskiner er knapt så traditionelle. Nu handler det jo i udstrakt grad om batteridrift, og her er Wacker Neuson et stærkt mærke med hele zero emission-konceptet, som omfatter både hjullæssere, gravemaskiner, tromler, dumpere, stampere og pladevibratorer. Den helt varme, grønne nyhed kommer dog fra vores andet store mærke, Weidemann. Nemlig miniteleskoplæsseren T4512, som vi nu har i en el-drevet version”, siger Poul C. Pedersen.
Stemas havde den elektriske Weidemann T4512e med på Have & Landskab i Slagelse tidligere på året, men i en prototype, som firmaet havde lånt hjem fra fabrikken til den grønne udstilling. Nu er den elektriske teleskoplæsser officielt på maskinprogrammet hos den danske importør.
Hvis vintermørket lægger sig over Hadsten, holder Stemas materiel fra Himoinsa i beredskab. Det spanske firma har et stort program i generatorer, så Stemas er faktisk i stand til selv at lave strømmen til julebelysningen.
”I det hele taget bliver det elektrisk jul. Vi tænder naturligvis også for grillen og lægger godt med frankfurtere i stilling, og til de yngre gæster sætter vi stikket i til maskinerne til både slush-ice og popcorn”, lover Poul C. Pedersen.
Billedtekst:
Der er tradition for godt besøg, når Stemas åbner dørene mellem jul og nytår.