Ken sidder ved kassen i grusgraven

05-11-2019
Del artikel på



”Det er som at arbejde i en dagligvarebutik”, siger fynsk maskinfører om at styre alle funktioner

Ken Christensen betragter sig selv som en slags kassedame. Han sidder ved kassen i NCC’s grusgrav i Stenstrup på Fyn. Her sørger han også for at holde hylderne vel forsynede med varer. Og for at det ikke skal være løgn, er det faktisk også ham, der producerer varerne.

Den 48-årige maskinfører står nemlig selv for alle funktioner i sin del af grusgraven.

”Det er som en dagligvarebutik, hvor jeg både skal producere varerne, sætte dem på hylderne og så også selv sidde ved kassebåndet. Der er mange ting at holde styr på”, forklarer Ken Christensen.

Det går ofte rigtig stærkt i supermarked-grusgraven ved Stenstrup, hvor Ken Christensen med sin Cat 982M læsser mellem 50 og 150 lastbiler om dagen og flytter et sted mellem 3000 og 4000 tons materialer. 982M hører med sine 38 tons til i den store ende af Caterpillars afdeling for gummigeder.  Der er hele 442 heste at gøre godt med i motorrummet, og skovlen tager godt fra med en kapacitet på 8,5 kubikmeter.

 

Erfaring i grusgraven

”Hverdagen kan ofte være forudsigelig. Jeg véd jo ikke, hvor mange lastbiler der kommer, eller hvornår de kommer, og hvad de skal have med”, siger Ken Christensen, som har arbejdet som maskinfører hos NCC de seneste 12 år. Siden 2010 har det været i grusgraven ved Stenstrup, så han har fået solid erfaring i, hvordan han hurtigst og mest effektivt manøvrerer rundt mellem bunkerne for at læsse de mange lastbiler.

”To eller tre skovle. Så er en lastbil læsset”, fortæller han.

Samtidig med at der skal læsse på bilerne, skal han også sørge for, at vaskeanlægget er tilstrækkeligt med materialer.

”Jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg skal sørge for, at vaskeanlægget ikke løber tørt. Så længe, jeg kan se materialer øverst oppe i anlægget, så ved jeg, at jeg har lidt tid at løbe på”, forklarer maskinføreren.

 

Billedtekster:

1.

Maskinfører Ken Christensen – og også en slags kassedame i grusgraven, hvor han skal styre mange funktioner fra sin Cat 982M.

2.

38 gule tons på job i grusgraven ved Stenstrup.

3.

Det handler ikke kun om at flytte tonsvis af materialer i grusgraven for Ken Christensen. Han skal også løbende holde øje med, at vaskeanlægget ikke løber tørt for noget at vaske.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk