Kärcher vil bekrige ukrudt med skumfidus

15-03-2020
Del artikel på



Ukrudtsbekæmpelse med varmt vand gøres mere effektiv med skum


”Vi har en skumfidus. Så nu skal ukrudtet passe på”.


Salgschef Flemming Christensen hos Kärcher Danmark har ikke planer om at gå ned i knæ og banke løs på ukrudtet med små bløde slik-tingester af den type, som børnene så godt kan lide. Hans skumfidus er af en anden støbning. Men stadig en god skumfidus: Kärcher er klar til at supplere grejet til ukrudtsbekæmpelse med skum.


Det er varmt vand som våben mod ukrudt, der nu suppleres med lidt ekstra, som kan gøre bekæmpelsen endnu mere effektiv. Med Kärchers HDS-trailer bekæmpes på bedste miljørigtige facon blot ved anvendelse af varmt vand, som hæmmer ukrudtsplanternes evne til at omsætte fotosyntese og slår cellevæggen i stykker. Dermed dør planten.

 

Holder på varmen

Men specielt i begyndelsen af sæsonen falder vandets temperatur hurtigt. Det modvirker Kärcher nu ved at tilføje vandet skum, som lægger et isolerende lag på ukrudtsplanterne og dermed holder temperaturen. Den væske, der danner skummet, er biologisk og derfor helt uskadelig for miljøet. Og skummet forsvinder igen i løbet af nogle minutter, efter at have gjort sin indsats.


”Skumfidusen anvendes sammen med HDS-hedvandstraileren, hvor man går med en håndholdt lanse med spredebom, som fås op til en meter i bredden”, forklarer Flemming Christensen.


”Vi fik en rigtig fin start med kemikaliefri ukrudtsbekæmpelse med hedvandsrensere i den tørre sommer i 2018. Netop når sommeren er tør og ukrudtet boltrer sig, er der ekstra stor risiko ved at bruge gasbrænding. Og vi går helt klart en fremtid i møde med pesticidfri bekæmpelse. Samtidig dokumenterer videnskabelige rapporter, at varmt vand slår ukrudtet ihjel. Det bedste resultat får man ved at behandle de små spirer inden væksten kommer for godt i gang”, siger Flemming Christensen.

 

Kørende bekæmpelse

Foruden med lanse-metoden og en hedvandsrenser, har Kärcher også den større model i ukrudtsdræbere, WRS 200, som monteres på en af redskabsbærerne. WRS er en forkortelse for Weed Removal System – system til fjernelse af ukrudt.  

WSR 200 monteret på en MIC 42, MIC 50 eller en MIC 130 redskabsbærer sigter mod bekæmpelse på specielt belægningsarealer. Bagtanken er den samme. Varmt vand omkring 98 grader sendes ned over ukrudt på stier, pladser og andre arealer og blancherer planternes blade. Efter nogle dage visner ukrudtet simpelthen.

Systemet har en sideforskydelig dysebom foran på redskabsbæreren og tillige to sidedyser. Det sikrer et arbejdsområde på op ti 1,3 meter. Bag på køretøjet sidder vandtanken, som afhængig af model kan være fra 350 til 800 liter.

 

Billedtekster:

1.

Kärchers håndholdte lanse med spredebom anvendes sammen med HDS-traileren, som sender 98 grader varmt vand ned over ukrudtsplanterne og blancherer dem. Nu er Kärcher klar til at tilføje skum, som kapsler varmen inde og dermed holder på temperaturen.

2.

Den rullende Kärcher-ukrudtsdræber består af dysebommen i front af redskabsbæreren og vandtanken på ryggen.

3.

Før og efter en gang varmt, blancherende vand.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk