Artikel fra april 2024
Læs hele avisen

Kubota-minilæsser nummer 1000 hos Løwener

26-04-2024
Del artikel på






Der var gavekurv med bobler og andet godt til lokalt multiservice-firma da maskinfirmaet skiftede fra efterår til forår

Maskinfirmaet Løwener har rundet solgt RT-minilæsser nummer 1000. Den blev afleveret til Lasse Veiss, som driver firmaet Veiss Multiservice i forbindelse med, at Løwener skiftede fra efterår til forår. Det har ikke noget med sommer- og vintertid at gøre, men simpelthen indførelse af nye tider, når det gælder Løweners traditionsrige åbent hus-arrangement.

”Vi har hidtil holdt åbent hus i september. Nu havde vi en anledning til at rykke det til april, og det holder vi nok fast i fremover. Det viste sig at være en rigtig god idé”, fortæller salgsdirektør Flemming Mørk.

Den gode anledning var, at et af Løweners kendteste ansigter, salgskonsulent Henning Stampe, har valgt at gå på pension efter 28 år med ikke mindst fejemaskiner og tungt grej til asfalt og veje.

”Vi ville gerne tage ordentlig afsked med Henning ved at holde en reception for ham. Og så var det oplagt at slå den sammen med åbent hus-arrangementet. Nu tror jeg, at vi åbner dørene på vid gab i april også fremover”, siger Flemming Mørk.

 

Nummer 1000 på vej

I det jyske Løwener-hovedkvarter i Stilling ved Skanderborg kunne maskinfirmaet så tage specielt hjerteligt imod Lasse Veiss fra Veiss Multiservice mindre end fem kilometer nede ad Midtjyske Motorvej. Han skulle nemlig have både en kasse med festlige bobler i flaskeform og andet godt. Plus den nye Kubota RT280-2 minilæsser med kabine, som han bestilte for nogen tid siden.

”Jeg var til møde på Kubota-fabrikken i januar, hvor man kunne fortælle mig, at RT-minilæsser nummer 1000, var var på vej til os. Det var den, Lasse Veiss havde bestilt, og så skulle vi naturligvis benytte lejligheden til lidt festivitas. RT-serien består af modeller fra 1000 til 2800 kg. Fem i alt, som reelt bliver til 10, fordi maskinerne fås både med højt og lavt tårn”, forklarer salgsdirektør Flemming Mørk.

Den nye maskine er den første Kubota-minilæsser hos Veiss Multiservice, hvor Flemming Veiss dog har andet Kubota-maskineri.

 

Danske premierer

Jubilæums-maskinen fik en central placering til åbent hus-arrangementet, hvor Løwener blandt andet bød på dansk premiere på nye elektriske Kubota-minigravere.  Også en helt ny fire tons knækstyret Kubota-minilæsser med teleskoparm og hastighed op til 30 km/t rullede ind til en første præsentation.

Kubota er langt fremme i skoene, når det gælder el-maskiner, og derfor var der mulighed for at se nærmere på både Bomags store sortiment af komprimeringsmateriel, læsser og dumpere på batteridrift og tillige el-fejemaskiner fra Ravo. Blandt de emissionsfri maskiner var også el-gravemaskinen KX019-4e.

Foruden alt småtteriet af mini- og midi-maskiner, serverede Løwener også en solid basse til åbent hus-dagene. Nemlig en 40 tons Bomag BC 773 RS affaldskompaktor, som kan skovle op i 3,8 meters bredde. 

 

Billedtekster:

1.

Lasse Veiss modtager sin nye Kubota RT280-2, som er Kubota RT-minilæsser nummer 1000, som Løwener har solgt. Salgsdirektør Flemming Mørk havde også boblevand og andre godter klar til indehaveren af Veiss Multiservice.

2.

Åbent hus-arrangementet med afskedsreception for Henning Stampe blev et tilløbsstykke med masser af gæster ved bordene.

3.

Henning Stampe har skylden for, at Løwener fremover holder åbent hus om foråret i stedet for efteråret. Han valgte at gå på pension i april og skulle fejres med en reception. Så blev der samtidig holdt åbent hus. Det viste sig at være en god idé.

4.

Det solide grej fra Bomag var linet op til præsentation.

5.

40 tons med en skovlbredde på 3,8 meter. En Bomag-affaldskompaktor, der forståeligt påkaldte sig opmærksomhed.

6.

Løwener har rundet solgt Kubota RT-minilæsser nummer 1000. Men der er flere, hvor de kommer fra.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk