Produktchef Jesper Larsen kom på en behagelig loppetjans, da Løwener traditionen tro rullede pølsevognen i stilling til åbent hus i den jyske afdeling i Stilling ved Skanderborg. Han fik nemlig langet flere eksemplarer af Bomags nye elektriske jordloppe, BT60e over disken til besøgende, som ville have noget med hjem fra besøget.
Lige som for andre producenter, er det nyt for Bomag at supplere de klassiske benzin-maskiner med tilsvarende på batteridrift. Tilsyneladende med stor succes, for Løwener har som dansk importør og forhandler solgt godt af stamperne i den korte periode, de hidtil har været på markedet. Flere fulgte så med på salgslisten ved åbent hus-festen, hvor der i øvrigt var mulighed for et kig på firmaets brede sortiment.
”Vi havde besøg af mange seriøse fagfolk, nøjagtigt som vi været forvænt med gennem årene, når vi slår portene op og står klar med en god maskinsnak og lidt godt til ganen. Ikke uventet var det nok Kubotas minigravere og minilæssere, der tiltrak sig størst opmærksomhed. Det er trods alt maskintyper, der kører flest af rundt omkring”, fortæller produkt- og salgskonsulent Henning Stampe.
Løwener foran fabrikken
Netop når det drejer sig om minigravere, har Løwener i en årrække været mere på forkant end fabrikken selv. Det har nemlig længe været muligt at gå elektrisk med minigravere hos den danske forhandler, selv om Kubota ikke har haft el-minigravere i sortimentet. På værkstedet i Stilling har Løweners egne teknikere nemlig selv forvandlet standard-maskiner til el-udgaver.
”Vi har selv bygget minigravere om til el-drift i efterhånden mange år. Så selv om Kubota har været lidt bagud med elektrificeringen, har Løwener været foran de fleste andre, og el-gravemaskinerne har da også udviklet sig til storsællerter”, siger Henning Stampe.
Billedtekster:
1.
Produktchef Jesper Larsen med den nye, elektriske jordloppe BT60e. Der blev solgt flere eksemplarer af stamperen på åbent hus-dagene.
2.
Minigravere og minilæssere fra Kubota blandede sig med stort asfalteringsgrej fra Bomag, og de mange besøgende fagfolk blandede sig med hinanden til en god maskinsnak.
3.
Traditionsrigt åbent hus-arrangement med maskiner i lange baner hos Løwener i Stilling.
4.
Eksterne udstillere var som altid en del af åbent hus-dagene. Her får produktvejleder Jacob Stensgaard en snak med besøgende om Engcon-tiltrotatorer.