Maskinkæmpes nye produkt starter på Vejlevej i Horsens

01-01-2021
Del artikel på



McCloskey øger produktpaletten med dansk udviklede neddelere

Den irsk-canadiske maskinkæmpe McCloskey med speciale i knusere, sorteranlæg og transporterer, véd godt, hvor den skal hen, når der skal nye varemuligheder på hylderne: Vejlevej i Horsens.

McCloskey har netop udvidet den i forvejen ganske omfattende produktpalette med en ny produktgren. Fabrikken lader det ikke blive ved at knuse og sortere hårde materialer. Nu laver McCloskey også neddelere, som kan tygge og kværne alle former for træaffald, tagpap, plastic og andre affaldsprodukter, som kan genanvendes.

”I første omgang laver fabrikken én model, VTS95, som er en langsomtgående, og dermed grovædende mobil neddeler. Der neddeles mere og mere rundt omkring af både private virksomheder og naturligvis ikke mindst på kommunale pladser, hvor gamle møbler, trærødder og meget andet forvandles til biomasse. Derfor er det meget tilfredsstillende for os, at vi nu også kan levere neddelere”, siger Morten Gren Pedersen hos, som er produktchef hos den danske McCloskey-importør, Scantruck A/S.

 

Alle materialer

”Der har virkelig manglet en neddeler i McCloskey-sortimentet, som ellers rummer mobilsigter, tromlesorterere, alle typer knusere, transportørere og vaskeanlæg til grus- og stenmaterialer. Jeg forudser, at fabrikken i første omgang udvider neddeler-linjen med en lidt mindre model, som der vil være et godt marked for i Danmark. Men vi har allerede forespørgsler, der viser interesse også for VTS95, som er konstrueret til at neddele næsten enhver form for materialer, og som har høj kapacitet”, siger Morten Gren Pedersen.

Det er virksomheden Metso Waste på Vejlevej i Horsens, der har slået stregerne til McCloskey-neddelerne. Firmaet i Vejle er en del af den internationale Metso-koncern, som i 2019 overtog McCloskey.

”Metso og McCloskey kører fortsat som to separate virksomheder. McCloskey er kørt stort set uændret videre med de kendte maskiner og fortsat udvikling af nye. McCloskey har dog skiftet leverandør af indmaden i kegleknuserne, hvor det nu er Metso, der leverer. Metso kvitterer ved blandt andet at få McCloskey til at producere sine sortere”, fortæller produktchef Morten Gren Pedersen hos Scantruck.

 

Engang Møller og Jochumsen

Og så har koncernen altså også valgt at lade Metso Waste i Horsens om udviklingen af de nye neddelere. Det har Metso Danmark været eksperter i, siden firmaet på Vejlevej hed M&J efter Møller og Jochumsen, som grundlagde virksomheden i 1857.

Udviklerne i Horsens har forsynet neddeleren McCloskey VTS95 med et kraftigt skærebord med otte Samurai-knive. De roterende knive på dobbelte aksler kører asynkront i begge retninger. Dermed bevæger input-materialet sig konstant, og der sker ikke ophobning i maskinen. Samtidig opnås maksimal neddelingseffektivitet.

Maskinen har flere programmer til forskellige former for neddeling og kan blandt andet lave tovejs neddeling med fuldt drejningsmoment.

Motorkraften sørger Caterpillar for med en 540 hk Stage V-motor. Det giver den 35 tons tunge maskine mulighed for at tygge sig igennem op til 110 tons i timen, afhængig af hvad den fodres med.  

 

Billedtekster:

1.

Stregerne er slået i Horsens, og McCloskey er nu klar til også at levere neddelere.

2.

Det første udspil på neddeler-fronten fra McCloskey er VTS95, som har en kapacitet på op til 110 tons materialer i timen.

3.

De irsk-canadiske neddelere med oprindelse i Horsens kan ikke just kaldes kræsne. Hvis det kan neddeles, så står det på McCloskey-neddelerens liste over livretter. Også gamle tagmaterialer.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk