Rototilt og Steelwrist går sammen om automatiske hurtigkoblinger

27-03-2020
Del artikel på


Begge mærker byder nu ind med kompatible oliekoblinger baseret på S-typen

To store producenter af tiltrotatorer, Rototilt og Steelwrist, stikker nu hovederne sammen og byder markedets største, Engcon, op til dans på oliekoblinger. De to satser på at opnå total udskiftelighed af arbejdsredskaber med integrerede oliekoblinger, uanset mærke. Det nye samarbejde baseres på hurtigskift med S-fæste fra S45 og op til S80, som er den kendte åbne standard og i øvrigt verdens hurtigst voksende type hurtigkoblinger til gravemaskiner.


Grundideen bag den symmetriske standard har altid været at sikre udskiftelighed mellem producenterne af hurtigskifter, tiltrotatorer, skovle og arbejdsredskaber. En af årsagerne til S-standardens succes er netop, at den er åben og ikke kontrolleres af bestemte producenter.

 

S som standard

”Vi tager hul på en fælles kamp om en standard for oliekoblingerne. Vi har haft OilQuick med i mange år, når vi har leveret tiltrotatorer med oliekoblinger. Det har været nødvendigt for os at have oliekoblingerne både i toppen og bunden af fæstet, og Steelwrist har været i samme situation. Nu er Steelwrist og Rototilt så enige om en fælles standard som er kompatibel med OilQuick”, fortæller salgskonsulent Jakob Møller Pedersen hos den danske Rototilt-forhandler, Skovteknik i Frederikshavn.


”Steelwrist lavede et kompatibelt system for et par år siden, hvor fabrikken tog det bedste fra OilQuick og videreudviklede på det. Nu har Rototilt så taget det bedste fra Steelwrist og OilQuick og også lavet en version, som spiller sammen med andre”, siger Jakob Møller Pedersen.

 

Enestående internationalt

Topchefen hos Rototilt Group AB, administrerende direktør Anders Jonsson, har store forventninger til den nye standardisering.


”Når vi nu lancerer og udvider vores QuickChange-serie med fuldt automatiske hurtigkoblere, var det naturligt at bygge videre på den symmetriske standard. Det var allerede kompakt, relativt let og samtidig robust. Med tilføjelse af oliekoblinger og et elektrisk interface vil det være enestående på det internationale marked”, vurderer Anders Jonsson.


Han nævner tre gode årsager til alliancen med Steelwrist. Dels forøget sikkerhed, fleksibilitet og effektivitet for ejerne af gravemaskinerne og maskinførerne, da der sikres udskiftelighed mellem arbejdsredskaber fra forskellige producenter. Dels stræber man efter en konkurrencedygtig og åben industristandard, der ikke kontrolleres af en enkelt producent. Og dels satser duoen på at gøre det mere omkostningseffektivt at eftermontere beslag til såvel bruge som nye skovle og arbejdsredskaber.

 

Låser ikke kunder

Hos den nye makker, Steelwrist, ser administrerende direktør Stefan Stockhaus, et klart behov for en alliance om de automatiske fæster.


”Vorees SQ-sortiment har været blomstrende, siden vi lancerede det for tre år siden. Hovedårsagen til, at vi har arbejdet for at skabe alliancen, er at vi ikke tror på det låse kunder i specielle løsninger, som de skal leve med i al fremtid”, siger Steelwrist-chefen.

 

Billedtekster:

1.

Den danske ”Mr. Rototilt”, Jakob Møller Pedersen hos Skovteknik i Frederikshavn – klar til at stå skulder ved skulder med Steelwrist for at sikre fælles standard. Her til venstre ved fabrikken i Sverige sammen med Rototilts marketing- og salgschef Per Väppling.

2.

Hos Steelwrist er det Key Account Manager Ronnie Johansen, der i Danmark skal danne fælles front med konkurrenten hos Rototilt. Her er Ronnie Johansen (til højre) i godt selskab med Steelwrist-topchef Stefan Stockhaus.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk