Artikel fra maj 2021
Læs hele avisen

Servicevogn til salg – og chaufføren kan følge med

31-05-2021




Nordjysk servicemontør er klar til at droppe selvstændigheden efter 17 år

Næste år har han skruet i traktorer og maskiner i 40 år. De seneste 17 år med eget CVR-nummer som selvstændig. Næste gang fylder han 59. Men allerede nu er Flemming Sandager Nielsen klar til at droppe selvstændigheden. Han er ikke træt af den veludstyrede servicevogn og det daglige arbejde med store entreprenørmaskiner. Men der er for meget ”udenom”, der skal klares i tidlige morgentimer med fakturaer, regnskaber, moms og andet halløj.

”Så nu sætter jeg servicevognen til salg. Og gør opmærksom på, at chaufføren kan købes med, så der fortsat er en enhed, der kører rundt og servicerer entreprenørmaskiner. Måske nøjagtig som i dag som udekørende mekaniker og servicemontør og gerne med en masse Volvo-maskiner, som har været mit grundlag hidtil. Men jeg kan jo skrue i alle typer maskiner og alle mærker, så jeg er fleksibel. Det er ligegyldigt, om de bliver Volvo eller andre mærker. Jeg har skruet i alt fra minigravere til 85 tons Hitachi-gravemaskine”, siger Flemming Sandager Nielsen.

Han lægger ikke skjul på, at det ”alt det andet” end det egentlige mekaniker-arbejde, der går ham på.

 

Ikke mere bøvl

”Jeg vil gerne slippe for alt bøvlet med papirer, regnskaber og alt det, der skal ordnes tidligt om morgenen, før jeg kan komme i gang med det, jeg holder af. Nemlig at holde de store maskiner kørende optimalt. Jeg regner med at fortsætte i hvert fald ti år mere. Jeg har altid godt kunne lide mit arbejde, og hvor de fleste andre med fast arbejde har 1600 timer om året, har jeg vel omkring 2000. Også en del i weekender, og det er helt fint”, siger Flemming Sandager Nielsen.

Hans base er værkstedet ved Støvring i Nordjylland, men langt størsteparten af opgaverne løser han ude ved kundernes maskiner. Når Flemming Sandager Nielsen kører hjemmefra til dagens opgaver, er det med alle nødvendige reservedele i servicevognen. Omkring 90 procent af opgaverne handler om Volvo-maskiner, og derfor har han et stort lager af reservedele til netop Volvo, men naturligvis også gængse stumper til andre maskiner.

 

Alt er til salg

”Jeg har kunder fra Djursland til Thyborøn. Tidligere har jeg også haft tre faste på Sjælland. Så der er rigtig mange maskinejere rundt omkring, der kender Flemming Sandager fra Støvring. Det skal der ikke ændres på, men det må altså godt være under andre forhold, hvor det ikke er mig, der sender fakturaerne. Jeg vil hellere nøjes med at få en lønseddel”, siger Flemming Sandager Nielsen med et smil.

”Derfor forsøger jeg nu at sælge ikke alene servicevognen, men også gerne mig selv. Lageret af reservedele kan også følge med, men hvis en køber ikke er interesseret i det, kan jeg selv sælge Volvo-stumperne efterfølgende”.

Han forestiller sig, at den kommende ejer af servicevognen og arbejdsgiver for ham selv kan være et maskinudlejningsfirma eller et af de store entreprenørfirmaer.

”Både udlejere og entreprenører er jo afhængige af, at materiellet bliver serviceret og holdt i topform. Og kommer til at køre igen hurtigst muligt, hvis der sker nedbrud”, siger den nordjyske servicemand.

Flemming Sandager Nielsen startede med at lave traktorer og rendegraver. I en årrække var han hos Albert Andersen i Svenstrup syd for Aalborg, som siden blev Volvo Entreprenørmaskiner. I 2004 var han fyldt 42 år og mente, at det måtte være tiden, hvis der skulle ske ændringer i hans arbejdsliv. Derfor etablerede han sig som selvstændig med firmaet Flemming Sandager Nielsen Entreprenørservice og med speciale i Volvo- og Åkerman-maskiner.

 

Billedtekster:

1.

Flemming Sandager Nielsen ved det rullende værksted, som han nu sætter til salg – og han følger gerne selv med.

2.

Alt er med i servicevognen, når Flemming Sandager Nielsen kører ud for at hjælpe strandede entreprenørmaskiner i gang, eller simpelthen levere en portion vedligeholdelse.

3.

Flemming Sandager Nielsen har opbygget servicevognen til sig selv, og derfor er der ikke sparet på noget.

4.

Det er ikke hjemme på værkstedet ved Støvring, opgaverne løses. Det er ude, hvor maskinerne befinder sig. Alligevel har Flemming Sandager Nielsen et ganske velassorteret udvalg af værktøj og grej.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk