Gammel kærlighed
ruster som bekendt ikke. Det gør japanske minigravere heller ikke hos den sydsjællandske
entreprenørvirksomhed HSR Entreprise ApS i Terslev ved Haslev. Det sørger
indehaver Henrik Stilling Refsgaard for. De seneste små 15 år har der
konsekvent stået Takeuchi på minigraverne hos HSR Entreprise, og Henrik
Stilling Refsgaard har netop fornyet pagten med japanerne ved at få maskinfirmaet
CBC Bay Christensen i Rønnede til at levere Takeuchi nummer fem i rækken.
Det er den nye
Takeuchi TB225, der er sat af hos Terslev-entreprenøren. De første eksemplarer
af maskinen kom til Danmark i sommer, og for CBC Bay Christensen har det nye bæltedyr
været en succes. ”En dediceret kvalitetsmaskine”, ”Utroligt driftssikker” og ”Et
meget præcis og velfungerende hydraulik” lyder meldingerne fra nogle af de
første danske TB225-købere.
”Indtil i sommer
kørte jeg med den lidt mindre Takeuchi TB216. Den var jeg godt tilfreds med,
men jeg ville godt have en lidt større motor og brydekraft”, forklarer
entreprenøren med fire foregående Takeuchi-gravere på rekordlisten, Henrik
Stilling Refsgaard i Terslev.
Op på traileren
”Det har TB225’eren,
men med sin vægt på 2400 kg er den alligevel ikke større, end at den lige er
til at køre op og transportere på en trailer. Med den udskydelige undervogn kan
bælterne desuden trækkes ind, så maskinens totalbredde kommer ned på 110
centimeter”, siger Henrik Stilling Refsgaard.
En af de
detaljer, som den sydsjællandske entreprenør sætter rigtig stor pris på, er at
maskinen automatisk regulerer motorens omdrejningstal, når man tager i et af betjeningshåndtagene.
Det er i øvrigt en funktion, der kan indstilles.
”Desuden har
TB225’eren proportionalstyring med rulleknapper i begge betjeningshåndtagene
til hydraulikken. Med dem kan man styre skovlen uhyre præcist, eksempelvis når
vi skal rette et areal af”, forklarer Henrik Stilling Refsgaard.
Sideværts tilt
Han valgte i
øvrigt at få CBC Bay Christensen til at levere den nye Takeuchi TB225 med et
dansk produceret Compacttilt. Et ekstraudstyr, som gør det muligt at tilte
skovlen sideværts. Det er en funktion, som Henrik Stilling Refsgaard har stor
nytte af ved typiske opgaver som udgravning til legepladser og indkørsler.
”En detalje ved den
nye maskine, som jeg også synes rigtig godt om, er at dozerbladet ikke er
placeret helt tæt på, men et lille stykke foran maskinen. Det gør dozerbladet
mærkbart mere effektivt”, siger han.
Den nye
Takeuchi-model har en kodet startnøgle som standard. Det sikrer, at man kun kan
starte maskinen, hvis man kender koden til nøglen.
”Jeg har handlet
maskiner hos CBC Bay Christensen siden 2002. Det er jeg godt tilfreds med, ikke
mindst fordi firmaet har en velfungerende service. Jeg har det godt med, at et
ord er et ord, og jeg véd, at jeg kan regne med, at firmaet holder, hvad de
lover”, siger Henrik Stilling Refsgaard.
Takeuchi-debutant i Nakskov
Noget tyder på,
at man ikke behøver være Takeuchi-veteran for at få øje på kvaliteterne hos den
lille, ny japaner. Entreprenør Mads Sørensen, der driver firmaet MS Entreprenør
& Anlæg ApS i Nakskov, har også været blandt de første til at sætte sig i
sin egen TB225-kabine. I modsætning til kollegaen i Terslev ved Haslev er Mads
Sørensen helt ny som Takeuchi-ejer. Han har ladet den nye erstatte en
minigraver af et andet mærke.
”Jeg havde hørt
en del godt om Takeuchi som mærke. Da jeg så fik kigget nærmere på TB225’eren,
viste den sig lige at passe til vores behov. Det var samtidig vigtigt, at den
kunne transporteres på en trailer”, fortæller Mads Sørensen.
”Det var også
afgørende for mit valg, at maskinen har en meget præcis og velfungerende hydraulik,
som kan klare flere funktioner samtidigt. Skovlen bevæger sig roligt og præcist,
så minigraveren er blandt andet fantastisk til at rette af”, siger den
lollandske entreprenør.
Ind gennem havelågen
Mads Sørensen
konstaterer, at TB225 har rigeligt med vægt bagi som kontravægt til
graveskovlen. Det giver maskinen en god vægtfordeling og dermed en rolig gang.
Gravedybden på 2,43 meter klarer fuldt ud behovet. Ligesom Henrik Stilling
Refsgaard sætter Mads Sørensen stor pris på den udskydelige undervogn.
”Hvis vi for
eksempel skal ind gennem en havelåge eller køre andre steder, hvor pladsen er trang,
kan vi trække bælterne ind, så maskinens totalbredde kommer ned på kun 110
centimeter. Denne hydrauliske funktion har vi stor nytte af, da vi laver mange
terrasser og indkørsler for private”, forklarer Mads Sørensen.
”Dertil kommer,
at TB225’eren er meget betjeningsvenlig. En praktisk detalje er, at den er nem
at komme til at tanke. Og så rummer brændstoftanken 30 liter, hvilket rækker
til to fulde arbejdsdage”, siger entreprenøren i Nakskov.
Rotortilt og centralsmøring
Som ekstraudstyr
har han fået maskinen leveret med aftageligt rotortilt, så skovlen kan dreje
360 grader rundt og tilte 40 grader til hver side. Som standard har maskinen en
stor mængde hydraulikolie, og dermed er det nemt at montere rotortilt direkte.
Den første Takeuchi hos MS Entreprenør & Anlæg ApS er samtidig monteret med
centralsmøring, så der er sikkerhed for, at alt bliver smurt til tiden.
CBC Bay Christensen I Rønnede har forhandlet Takeuchi siden 2002. Den japanske maskinkæmpe er en familieejet virksomhed, der er kendt for produktionen af gravemaskiner i størrelser fra 1150 kg og op til 15 tons. CBC Bay Christensen sælger og servicerer Takeuchi-graverne overalt øst for Storebælt og står desuden for klargøring og eftermontering af udstyr. Klargøringen omfatter blandt andet montering af LED-lygter som standard.
Billedtekster:
1.
Der er åbenlyst en helt speciel kemi mellem Henrik Stilling Refsgaard og Takeuchi. Den nye bæltetrukne TB225 minigraver er den femte fra den japanske fabrik hos Terslev-entreprenøren, som har kørt Takeuchi-minigravere siden 2004.
2.
Henrik Stilling Refsgaard i fuldt sving med at flytte grus med sin nye Takeuchi TB225-minigraver.
3.
Henrik Stilling Refsgaard har fået sin nye minigraver leveret med Compacttilt, som gør det muligt at tilte skovlen sideværts.
4.
Rotortilt kom med som ekstraudstyr, da Mads Sørensen fik leveret sin nye Takeuchi TB225. Dermed kan skovlen dreje 360 grader rundt og tilte 40 grader til hver side.
5.
”Da jeg fik kigget nærmere på TB225-minigraveren, viste den sig lige at passe til vores behov. Det var vigtigt, at den kunne transporteres på en trailer”, siger entreprenør Mads Sørensen.
6.
Mads Sørensen, MS
Entreprenør & Anlæg, havde en præcis og velfungerende hydraulik i toppen af
listen over krav til sin nye minigraver, og han konstaterer, at Takeuchi TB225’eren
er eminent at rette af med.