Stemas A/S sendte masser af maskiner til Zøllner A/S – og Zøllner sendte så lærlinge og formænd til Stemas
Det var anden gang, Zøllner A/S i Kvistgård gik på storindkøb hos Stemas A/S, da entreprenørvirksomheden for nylig udbyggede maskinparken med 39 nye elementer. Firmaet havde tidligere været omkring Stemas for at hive solidt ned af hylderne med de batteridrevne. Men da Stemas denne gang havde sendt de mange maskiner til Kvistgård, kvitterede Zøllner med at sende en gedigen portion lærlinge og formænd den modsatte vej.
”Selv erfarne formænd har noget nyt at lære med de mange nye, elektriske maskiner, som nu glider ind i stedet for maskiner på brændstof. Og så har fremtidens folk i skikkelse af alle vores lærlinge naturligvis også meget at lære. Så Stemas arrangerede en lærlinge- og formandsdag, hvor vi besøgte maskinfirmaet i Havdrup og fik indsigt i, hvordan man optimalt laver den daglige vedligeholdelse. Tillige fik vi forståelse for brugen af maskinerne, blandt andet for ikke at overkomprimere”, fortæller Zøllners maskinchef, Klaus Jensen
Masser af Zøllner-folk var med til lærlinge- og formandsdag hos Stemas i Havdrup, hvor de havde lejlighed til at se nærmere på det nye, der var på vej til entreprenørfirmaet i Kvistgård.