Artikel fra juni 2023
Læs hele avisen

Sten, grus og forårssol

13-06-2023
Del artikel på





Johs. Møllers Maskiner og Stemas inviterede sammen med CBS Wearparts til weekend-start i grusgrave både i vest og øst

En tur i grusgraven er en god start på weekenden. I hvert fald, hvis man er til sten og grus, og vejret i øvrigt arter sig.

Alle parametre var på plads, da Johs. Møllers Maskiner A/S og søster Stemas A/S sammen med CBS Wearparts A/S slog portene op til de helt store sandkasser ved Hampen sydvest for Silkeborg ved Svebølle i det nordvestlige Sjælland. Både Asklev Sten & Grus i vest og NCC Nyrand i øst bød sig til, og responsen fra de sten- og grus-lystne var prima.

”For vist nok første gang nogensinde brugte vi gule veste som tælleapparater. Sikkerheden kan naturligvis ikke være for høj, og derfor udleverede vi gule sikkerhedsveste til alle besøgende. Efterfølgende kunne vi jo bare tælle forbruget af veste op for at finde ud af, hvor mange der besøgte os i løbet af to gange fredag-lørdag i grusgravene”, fortæller salgs- og markedschef Allan Højholt Pihl hos Stemas.

 

Tilfredse gæster

Arrangørerne var fint tilfredse med tilstrømningen, og endnu vigtigere: Meldingerne fra gæsterne i gruset var, at de var tilfredse med at se så meget både stort og mindre grej.

Det helt tunge var lagt i hænderne på CBS Wearparts, som præsenterede store sorteringsanlæg fra Maskin Mekano, en SBM Remax kædeknuser, sorteringsanlæg fra Barford og sorteringsskovle fra Allu. Hos JMM-Group rullede Johs. Møllers Maskiner A/S naturligvis frem med et bredt spekter af Liebherr-maskiner, mens Wacker Neuson havde hovedrollen hos Stemas A/S”, fortæller Allan Højholt Pihl.

 Liebherrs nye dumper TA 230 Litronic med plads til 18 kubikmeter og op til 28 tons i ladet tiltrak sig naturligvis en del opmærksomhed. Dumperen med 355 heste i maskinrummet kørte stort set nonstop i løbet af grusgrav-dagene.

 

Voldsomme kræfter

Grusgravgæsterne kiggede også den store Liebherr L 585 XPower efter i sømmene. En 34 tons gummiged med hele 358 hestekræfter, som naturligvis kan flytte stort og effektivt i en grusgrav. Mange erfarne dozerførere tog en tur i den nye dozer PR 736 Litronic, som foruden voldsomme kræfter også imponerede med mange stærke detaljer. 

”Det er tydeligt, at grusgravfolket ser nøje på maskinernes brændstofforbrug, og her er Liebherr jo kendt for netop at producere nøjsomme maskiner, som samtidig byder på kørekomfort i topklassen”, siger Allan Højholt Pihl.

 Stemas-mærket Wacker Neuson bød sig til med mange mulighed for grusgravgæsterne. De to hjullæssere WL34 og WL52 på henholdsvis 4,3 og 5,1 tons var taget med til Hampen, og det samme var 6,5 tons gravemaskinen ET65 og den storebror ETE90 på ni tons.

 

De tog selv strøm med

Ligeledes fra Wacker Neuson præsenterede Stemas et righoldigt og bredt udvalg af komprimeringsgrej. Der var såvel jordlopper som pladevibratorer i både small, medium og large. Naturligvis også fra batterimaskinernes emissionsfri univers, hvor Wacker Neuson er med helt fremme med et bredt sortiment af zero emission-maskiner.

Stemas havde naturligvis også kørt Himoinsa-generatorer ind, så der var tjek på strømforsyningen. De blev nemlig både en del af udstillingen i grusgraven, men leverede også strøm til CBS Wearparts store knuse- og sortereanlæg.

Og så var det i øvrigt også Himoinsa’ernes fortjeneste, at det var muligt at levere stegte pølser i stort antal nede i grusgravene. Lige som damen i kaffeboden slap for at tænde bål eller brænde fyrfadslys af i store mængder for at skaffe varm kaffe. Det var nok at sætte stikket i en af de røde Himoinsa-generatorer.


 Billedtekster:


1.
Sikkerheden var i orden, så alle Åben Grusgrav-besøgende blev udstyret med gule veste.

2.

Store gummigeder er altid spændende. Liebherr præsenterede dem i flere størrelser.

3.

Der er masser af power i den nye Liebherr-dozer, som tillige byder på en række stærke detaljer.

4.

Wacker Neuson både læssede og gravede. Gravemaskinen i øvrigt med en Allu-sorteringsskovl fra CBS Wearparts.

5.

Produktchef Jeppe Birkedal er Stemas’ generator-ekspert. Han sørgede for, at de røde Himoinsa’er leverede strøm til både knusere, sorterere, pølsegrillen og kaffeproduktionen.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk