Artikel fra marts 2024
Læs hele avisen

Transportvogn på opfordring

19-03-2024
Del artikel på


AL-Handling præsenterede elektrisk drevet vogn med kapacitet til 1500 kg

Når man allerede har udviklet en transportvogn til gipsplader og i øvrigt har styr på det konstruktionsmæssige, volder det ikke de store kvaler at barsle med en vogn også til byggematerialer, værktøj og andet grej. Derfor var direktør Allan Laursen på Lemvig-virksomheden AL-Handling ikke sen til at udvide produktprogrammet med AL-Handimover 1500 Track.

Køretøjet blev præsenteret på Kloakmessen i Fredericia, hvor der var stor interesse for det enkle køretøj med den solide kapacitet. Selv vejer AL-Handimover 1500 Track 350 kg, men piver ikke over at skulle rulle rundt med op til halvandet tons.

”Vi udviklede AL-Handimover 1500 Track på opfordring fra nogle store udlejningsfirmaer, som vi har leveret til i mange år. De har blandt andet købt gipspladevognen, men ville gerne have en opdateret version til lidt bredere anvendelse som for eksempel køreplader, værktøjsbokse og andet, der skal transporteres rundt på en byggeplads. Men der har også været interesse fra blandt andre vvs-firmaer og kloakmestre, der ser fordelen i nem transport af grej på både indendørs og udendørs lager, fortæller Allan Laursen.

 

Fru Jensens græsplæne

”Vi har allerede leveret nogle stykker, og jeg ved, at nogle kloakmestre bruger dem til at lægge plastic-køreplader ud, når private skal have lavet kloakarbejde, og der er behov for at få en minigraver på tværs af græsplænen. De store hjul gør transportvognen skånsom over for underlaget”, forklarer Lemvig-direktøren.

Det er AL-Handling, der selv har udviklet AL-Handimover 1500 Track, som er 100 procent dansk.

”Et lokalt firma i Lemvig producerer delene for os, og så står vi selv for monteringen”, siger Allan Laursen.

Det er en 1500 Watt el-motor, der står for fremdriften, og transportvognen klarer fint en stigning på op til seks procent. Stålladet er 1800 mm i længden, men er forsynet med et trinløst udtrækssystem, som kan øge til 3100 mm. Bredden er også fleksibel, nemlig fra 800 til 1200 mm.

 

Billedtekster:

1.

Allan Laursen med transportvognen AL-Handimover 1500 Track. Som modelnavnet antyder, har køretøjet kapacitet til transportere op til 1500 kg rundt.

2.

Gang i monteringen af transportvogne i lange baner hos AL-Handling i Lemvig.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk