Der er ikke udelt begejstring hos maskinudstillerne for, at den grønne fagmesse Have & Landskab flytter fra Slagelse til Ledreborg Slot en halv snes kilometer øst vest for Roskilde. Flytningen sker efter 22 år med 11 udstillinger i Slagelse. Men den kommer til at koste goodwill og ikke mindst besøgende, forudser flere maskinhandlere.
Flytningen er lagt i kalenderen allerede til udstillingen i 2025, hvor Ledreborg Slot lægger arealer til fra den 3. til 5. september.
Have & Landskabs bestyrelsesformand, Joel Klerk, ser flytningen som en unik og tiltrængt mulighed.
”Trods en perlerække af stadig flottere udstillinger, kunne man lidt frækt sige, at de også gentog sig selv. Det var lidt det samme fra år til år. Nu tager vi et stort spring og både håber og tror, at det vil få en helt ny kreativitet bragt frem i både os selv og udstillerne”, siger han.
Men det er der slet ikke behov for, mener flere af de maskinudstillere, som Maskin- & Materiel Magasinet har talt med.
Fagmesser i den ene side
”Vi har efterhånden fået en rigtig flot udstillingsplads i Slagelse, hvor messens forskellige afdelinger hænger godt sammen. Og man skal passe på med at lave fagmesser ude i den ene side af Danmark. Slagelse har været helt fint også for de vestdanske besøgende. Det er jo stort set ”lige over broen og til højre”. Ledreborg er langt fra midt i Danmark”, konstaterer salgschef Claus Bjerregaard hos Scantruck A/S.
”Jeg tror også, at det kommer til at give problemer for de mange kommunale besøgende, der traditionelt kommer på Have & Landskab. Tre kvarter mere i bilen eller en bus hver vej går fra den tid, der skulle kigges maskiner på. Totalt halvanden times tid mindre på messen kan godt komme til at koste ganske mange gæster”, vurderer Claus Bjerregaard.
Fint for sjællændere
Hans salgschef-kollega hos Erenfred Pedersen A/S, Jørgen Olsen, er også skeptisk over for udstillingens fremtidige beliggenhed.
”For vores sjællandske kunder er det naturligvis ok, men det tyder på, at man fremover ikke vil satse meget på jyske og fynske kunder. Dem tilgodeser Ledreborg ikke, og jeg tror, at Have & Landskab risikerer at blive en sjællandsk messe”, siger Jørgen Olsen.
Underlig flytning
Salgschef Søren Gersvang har været fast deltager på Have & Landskab hvert år. Dels med maskinfirmaet Rimas, og nu med RG Teknik, som har overtaget Rimas. Han undrer sig over den nye messe-placering ved Roskilde.
“Jeg så da helst, at Have & Landskab lå på Fyn, altså midt i landet. Men nu er Slagelse jo fint indarbejdet, så det er da underligt, at man flytter messen til Roskilde. Mange af de kommunale besøgende stiger jo på en bus ved 7-tiden og kører til Slagelse, bruger dagen til at kigge på de mange maskiner, og stiger så på bussen, så de kan være hjemme igen til arbejdstids ophør klokken 16. Nu rykker man halvanden time væk. Mon ikke mange kommuner vil overveje, om man så overhovedet skal besøge messen”, siger Søren Gersvang.
Et problem i Slagelse har været parkeringsmulighederne for de mange gæster, der strømmer til Have & Landskab. Det er fagskolen ZBC Jernbjerggaard, der de seneste 22 år har lagt arealer til. Men kritikerne af flytningen påpeger, at det burde være muligt at leje en mark eller to i Slagelse-området til parkering og sætte shuttlebusser ind til at fragte gæsterne ind til messen.
En ny oplevelse
Direktør Bent Tangemann hos Vermeer Danmark er brancheforeningen Maskinleverandørernes repræsentant i Have & Landskabs bestyrelse. Han ser ganske naturligt anderledes på flytningen end de kritiske af foreningens medlemmer.
”Der venter maskinfolket en helt ny oplevelse. Man kan sige, at vi har smidt maskinmarken op i luften og skabt en helt ny grundplan. Den er engelsk inspireret i sin udformning som et kryds fremfor de lange lige rækker, vi kendte fra Slagelse. Samtidig sænker vi den største standstørrelse for at give udstillerne endnu et incitament for at gentænke deres stand. Vi ser helst, at alle udstillerne ikke blindt tager hele sortimentet med, men i stedet går målrettet til værks og fokuserer mere på nyheder og netop de løsninger, som Have & Landskabs gæster har mest brug for”, siger Bent Tangemann.
Mindre areal til maskiner
Hvis man tager et kik i det materiale, som messen allerede har lagt ud på sin hjemmeside, kan man finde standpriser på maskinområdet op til 500 kvadratmeter. Det matcher med intentionen om at sænke den største standstørrelse. Tidligere har udstillere haft stande på op til 1200 kvadratmeter.
Totalt bliver der da også tale om en reduktion i udstillingsarealet til maskiner, når Have & Landskab rykker til Ledreborg. Her bliver der ifølge udstillingsleder Dina Overgaard i alt 4,6 hektar til maskinerne til den grønne sektor mod cirka 6 hektar i Slagelse.
I alt 11.661 fagfolk lagde vejen omkring den seneste udgave af Have & Landskab i 2023. Messen havde 278 udstillere. Det er Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, der sammen med Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoler og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet arrangerer den grønne udstilling.
Billedtekster:
1.
Ledreborg Gods ved Roskilde bliver den nye ramme om Have & Landskab.
2.
Farvel til Jernbjerggaard ved Slagelse, som i 22 år har været stedet for Have & Landskab.
3.
Salgschef Claus Bjerregaard, Scantruck: “Tre kvarter mere i bus eller bil går fra den tid, der normalt går til at se på maskiner”.
4.
Salgschef Søren Gersvang, RG Teknik: “Underligt at man vælger at flytte messen til Roskilde”.