Det er ikke en jubilæumsgave, Flemming Andersen har købt til
sig selv. Men det kunne godt være det. På hans knuseplads spytter en flunkende
ny 13 tons Portafill-sorterer neddelte murbrokker og betonstykker ud. Ikke i
alle retninger, men ind imellem i tre. Maskinen kan sortere både før og efter
knuser og i tre fraktioner, hvis der er brug for det.
Hvor mange tons, den nye kan køre igennem i timen, pr. dag
eller pr. uge går Flemming Andersen ikke så højt op i. Den skal slet ikke køre
konstant. Men den er god at have, når der er tid i overskud til at sortere i
stakkene på pladsen og den mobile grovsorterer i øvrigt ikke er ude på eksterne
opgaver.
”Den er en ekstra maskine, og de tre bånd giver mere
effektivitet. Den samme mand kan køre materialer til maskinen og køre dem væk
igen efter sortering. Når vi knuser ude, tager det bare et kvarters tid at gøre
maskinen klar til sortering, efter at den er kommet af blokvognen. Alt er
hydraulisk, og intet skal gøres manuelt”, fortæller Flemming Andersen.
Størsteparten af mobile sorteringsanlæg bygges i Nordirland,
og det er da også her, Portafill-fabrikken ligger. Meldgaard Handel i Aabenraa
er dansk importør og forhandler, og her fortæller Klaus Meldgaard, at Flemming
Andersens nye Portafill 5000 CT har en kapacitet på op til 300 tons i timen,
naturligvis afhængig af hvad der hældes i den. Sigten er 2400 x 1200 mm, og det
er en 53 hk Deutz-motor, der sørger for, at der sker noget.
Fra landbrug til
entreprenør
Den 1. juli er det 25 år siden, Flemming Andersen etablerede
sig som selvstændig med en landbrugsmaskinstation. Han var blot 21 år, da han
købte et par mejetærskere og gik i gang. Efter seks år ryddede Flemming
Andersen ud i maskinparken. Det sidste landbrugsgrej røg ud, og maskinstationen
blev til Ferslev/Skørping Entreprenør A/S. Siden har entreprenørarbejde af
mange arter grebet om sig for virksomheden en halv snes kilometer syd for
Aalborg.
”Foruden det nye Portafill sorteringsanlæg, har vi også en Portafill
2000 sorterer, en Rockster 900 mobilknuser og en Parker kæbeknuser. Alt sammen
købt hos Meldgaard Handel. Til neddeling af træ, rødder og grene har vi en
Komptech Crambo 5000, som omdanner materialerne til flis og biobrændsel”, siger
Flemming Andersen.
Rabatter og sne
Ferslev-entreprenøren spiller imidlertid på mange andre
strenge, end kun neddeling, knusning og sortering. Jord- og kloakarbejde udgør
en betydelig del i virksomheden, og de fleste opgaver ligger inden for en
radius af 30-40 kilometer. Det er langt fra tilfældet med andre gøremål for
Flemming Andersen og hans 15-17 medarbejdere plus eventuelle indlejede.
”Vi klipper vejrabatter fra Aarhus til Skagen. Det giver
arbejde til fem-seks mand fem måneder om året. Totalt skal vi klippe rabatterne
langs 4500 km veje, hvor der også indgår motorvej. I vinterperioden har vi
snerydning og saltning for Vejdirektoratet, kommuner og private. Det er blandt
andet vores opgave at fjerne sne og salte på Nordjyske Motorvej fra Svenstrup
til Vodskov”, forklarer Flemming Andersen.
Egne nedbrydninger
Når maskinerne på knusepladsen ved Ferslev startes, er det
som regel beton og tegl fra firmaets egne nedbrydningsprojekter, der ryger i
tragterne. Foruden knusning og sortering, har Ferslev/Skørping Entreprenør også
miljøsanering på menuen.