Artikel fra oktober 2022
Læs hele avisen

Fuldstændig elektrisk for Scantruck på Bauma

22-10-2022
Del artikel på



Der er udsigt til travle dage i München for den danske importørs messe-mandskab

Det kan lyde behageligt og afslappende med en uges tid i München – og så tilmed i oktober. Men der er ikke udsigt til traditionel Oktober-fest for maskinfirmaet Scantrucks mandskab, der rykker til den sydtyske metropol fra mandag den 24. til søndag den 30. oktober. Det gælder verdens største entreprenørmesse, og med en række store importmærker har Scantruck folk flere steder på udstillingen.

Et af de helt store maskinmærker hos Scantruck er Komatsu, og her ser produktchef Kasper Vissing især frem til det elektriske materiel. Fra små minigravere til gravemaskiner, der absolut ikke er små.

En af dem er den 400 tons tunge Komatsu PC4000E-11. Den gigantiske mine-maskine var også blikfang på Bauma for tre år siden, men dengang som traditionel diesel-model. Denne gang går selv den største elektrisk.

 

Europæisk producent

Komatsu sætter overordnet fokus på at være en europæisk producent og tilmed langt den største. Omkring 95 procent af de Komatsu-maskiner, der sælges i Europa, er også produceret i Europa.

”Der bliver to Komatsu-stande, både inde og ude. Udendørs vil der blandt andet være demo-shows hele Bauma-ugen. Der vil blive vist flere elektriske maskiner, nogle som prototyper og nogle, som er nået steppet videre i udviklingen, og som snart glider ind i maskinprogrammet”, fortæller Kasper Vissing.

”Mest spændende må være en gravemaskine i 23 tons-klassen, en minigraver på 3,5 tons samt en mindre læssemaskine, som alle er elektriske. Derudover vises den nye PW138 kompakte hjulgraver, som er helt ny og afløser PW118. Der vil også være en prototype af den nyudviklede PW188 hjulgraver. En anden helt ny model er en cirka 100 tons tung gravemaskine, der kommer til at udfylde hullet mellem PC700 og PC1250”, forklarer produktchefen.

Blandt Komatsu-nyhederne bliver også en industriudgave af WA475, som med anden kinematik bliver særdeles velegnet til andre typer opgaver, end traditionelle læssejobs.

”Den stadig nye minigraver PC20R-5, som netop nu hitter på det danske marked, kommer også med på Bauma, hvor der også bliver lejlighed til at møde den nye skid steer-maskine SK715 og tillige en masse af de kendte modeller, som allerede er på markedet”, siger produktchef Kasper Vissing.

 

Manitou i stødet

Også Scantrucks andet helt store maskinmærke, Manitou, rykker ind på Bauma 2022 med mange maskiner, og franskmændene synes at være i stødet og klar at præsentere spændende nyheder. Igen med fokus på batteridrift, hvor fabrikken er på nippet til at lade den populære MT625 køre ud i virkeligheden med strøm i motorrummet.

”Den eldrevne MT625 blev præsenteret som projekt-maskine på Bauma i 2019. Nu er den en serieproduceret model, der er klar til demo her i 2022. I 2023 kan vi levere den lydsvage og emissionsfri maskine i Danmark”, fortæller Scantruck-salgschef Claus Bjerregaard.

Også en række af Manitous andre modeller lader op til at lade sig se med ren batteridrift. Blandt dem også materiel i den store ende.

”Rotationsteleskoplæsseren MRT2660 med en løftehøjde på 26 meter og kapacitet til at løfte seks tons præsenteres på Bauma som ren batterimaskine. Og hos bomliftene får den elektriske udgave af 200 ATJ nu følgeskab af to lidt mindre maskiner i sortimentet, nemlig 160ATJ og 180ATJ, som begge kører på batteri til Bauma”, siger Claus Bjerregaard.

 

Hjem og besøge Sennebogen

Messegæster med interesse for Sennebogen-kraner kan blive bedt om at forlade Bauma af produktchef Lasse Weber. Han har nemlig et godt tilbud med til München: Kom med hjem og besøg Sennebogen.

Den 70 år gamle producent af blandt andet teleskopkraner, bæltekraner, havne-mobilkraner og heavy duty cycle-kraner bor kun godt en times kørsel fra München. Og kan man lige så godt invitere gæsterne hjem.

”Sennebogen indsætter shuttlebusser fra messen til fabrikken, hvor interesserede så kan komme på fabriksbesøg. Og blandt andet få lejlighed til at møde den nye 80 tons teleskopkran 683E-R, som ikke kommer med til München. Hvis man vil med hjem til Sennebogen, skal man lige tage fat i en Scantruck-medarbejder og tilmelde sig på forhånd”, siger Lasse Weber.

Det er ellers ikke fordi, Sennebogen ikke har noget at vise frem på selve messen. Fabrikken kommer med flere maskiner end tidligere og på en større stand. Blandt andet bliver der verdenspremiere på den fuldelektriske 50 tons teleskopbæltekran 653E-R Electro Battery. Også den blot et halvt år gamle 100 tons teleskopkran gør sin entré på messestanden.

 

Edderkop med radiostyring

Lasse Weber har også de bæltedrevne bomlifte samt jernbanelifte fra italienske Platform Basket under sine vinger. Scantruck har forhandlingen af liftene i både Danmark og Sverige, og italienerne skuffer ikke, når der skal serveres nyheder på Bauma.

”Bortset fra liftene til jernbanebrug, er alle Platform Basket-lifte med edderkop-ben. På Bauma glæder jeg mig til at se en opdateret version af den allerede kendte model Spider 13.80, som nu kommer med radiostyret fjernbetjening som standard. Dermed er der automatisk nivellering med støttebenene op og ned”, siger Lasse Weber.

Platform Baskets model 15.75 kommer i en ny version 15.70. Den er lettere end forgængeren og har kapacitet til 230 kg i kurven. Arbejdshøjden er 14,5 meter. Fabrikken har også sendt teknikerne rundt model 18.90 for en opdatering, så liften nu har 230 kg kapacitet mod tidligere 200 kg. Maskinens køremotorer har hidtil været hydrauliske, men bliver nu elektriske.

Også italienernes helt store 43 meters bæltelift 43T får øget kapaciteten, så den fremover kan have 400 kg med op i højden mod tidligere 330 kg.

 

Ny irsk kæbeknuser

Irske McCloskey, som laver knuseanlæg, tromlesorterere, mobilsigter, neddelere, transportører og vaskesystemer til råstofbranchen, er klar med noget af en kæbe-rasler på Bauma. Fabrikken benytter messen til at lancere den nye kæbeknuser J4, som på sigt forventes at afløse den nuværende J45 i produktsortimentet.

En af de væsentlige forskelle på den hidtidige og den nye maskine er, at McCloskey skifter til at bruge egne kæber i knuseren, fortæller Scantrucks produktchef Morten Gren Pedersen.

Med en vægt på 49 tons rangerer den nye maskine i den øverste ende af McCloskeys knuser-hierarki.

Tillige venter Morten Gren Pedersen at se fabrikkens første disc-sorterer, EDS-7000. En 23 tons tung sorterer, der fungerer efter samme principper som en stjernesigte.

 

Billedtekster:

 

1.

400 tons gravemaskine fungerer godt som blikfang. Det var da også den store PC4000, der bød velkommen til Komatsu-standen på Bauma i 2019. I år kommer maskinen i elektrisk udgave.

 

2.

Som tidligere på Bauma, bliver der også Komatsu-maskiner til overflod at se. Komatsu har stande både inde og ude og har en gedigen portion varme nyheder med.

 

3.

Det var stadig forholdsvis nyt, da distriktschef Freddy Lange Nielsen i 2019 kunne tage de første elektriske Manitou-maskiner i øjesyn på Bauma. På dette års udstilling bobler de frem i stort antal.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk