”Jorden skal være tør for, at vi kan lave et ordentligt såbed.
Tørring i luften giver god jord til nye plæner. Temperaturen er ikke afgørende.
Græsset kan fint ligge og vente på varmen. Det skal nok spire, når varmen
kommer. Jeg regner med, at vi tager hul på en ny sæson omkring påske”.
Jonas Nielsen fik en god idé for nogle år siden. Som entreprenør havde han lavet masser af
jordarbejde omkring nye huse, hvor en anlægsgartner efterfølgende gjorde sin
entré for at bruge typisk en dags tid på at anlægge græsplænen på 500 kvadratmeter.
Når anlægsgartneren så sendte fakturaen, løftede Jonas Nielsens øjenbryn sig
helt automatisk. Dyrt, mente han.
Derfor kastede han sig over værktøjet og en aldrende
havetraktor, som med masser af Georg Gearløs-inspiration blev forvandlet til en
såmaskine. Frø i kassen og ud og lave plæner, hvor Jonas Nielsen først gjorde
såbedet klar med en Bobcat monteret med en Powerrack. Det viste sig, at ideen
var god. Rigtig god.
På græs-turné
”I år tager vi hul på vores femte sæson, og lige som sidste
år har jeg to hold kørende. Det bliver en Tour de Græs. Vi laver turnéer i
Jylland, på Fyn og på Sjælland, og så klarer vi typisk fem private kunder med
villahaver pr. dag. Når vi laver store arealer ved virksomheder, i parker og andre
større opgaver, kan et enkelt hold lave omkring 10.000 kvadratmeter ny plæne
pr. dag. Så med de to hold bliver det til 20.000 kvadratmeter på en enkelt dag”,
fortæller Jonas Nielsen.
Det er stadig med det hjemmegjorte materiel, Joni Manpower
rykker rundt i landet. Ordrerne fra private lægges ind i et logistisk system, så
de to græshold kan nå så mange haver som muligt pr. dag. Ofte altså fem
villahaver på omkring 500 kvadratmeter hver, før det er sen fyraften.
Større maskiner på
vej
”I øjeblikket bygger jeg på to endnu større maskiner med
større såbredde. Men dem kommer vi til at kunne kør endnu hurtigere, når vi
laver græs på de helt store områder. Hvert græshold består af maskineri og to
mand. Til de helt store opgaver, hvor der også skal grubning og harvning med,
sender jeg en ekstra mand med”, siger Jonas Nielsen.
I sæson 2018 kørte Joni Manpower stort set i døgndrift fra
tidligt forår til sent efterår. Men kalenderen betyder egentlig ikke noget for
anlæg af plæner. Når jorden ikke længere er tør nok, er sæsonen slut. Det
fynske firma har således sået græs også i december.
”Vi må være nogle af dem i Danmark, der laver mest græs. På
en sæson bliver det typisk til mellem 200 og 400 private haver plus de store
opgaver som udstykninger, anlæg for boligforeninger, parker og lignende. I 2018
blev det til næsten 400 plæner hos private. Vi fik kun to reklamationer, hvor
nogle tørkepletter gjorde, at resultatet ikke var så pænt, som vi ønsker det.
Derfor rykkede vi naturligvis ud og lavede dem om”, fortæller Jonas Nielsen.
Også kloakker
Foruden græsarbejdet, har Joni Manpower også fuld fart på
entreprenørarbejde og nedbrydningsprojekter.
”Vi har 19 mand i gang og mange store nedbrydningsopgaver i
ordrebogen. Samtidig laver vi jord- og betonarbejder til store byggerier. Og så
har vi netop tilføjet en ekstra gren til Joni Manpower. Sidste år overtog jeg en
kloakmesterforretning, hvor den tidligere ejer nu er ansat hos Joni, og vi
dermed har autorisationen på plads. Det går også forrygende med kloakarbejdet”,
siger entreprenøren på Nordøstfyn.
”Der er masser af god synergi i de forskellige ting, vi
beskæftiger os med. Når der skal byggemodnes, kan vi lave jordarbejdet og efterfølgende
støbe. Nu kan vi så også klare kloakkerne. Så må vi lige have nogle byggefolk
ind over, hvorefter vi gør det nye husprojekt færdigt med etablering af en smuk
græsplæne”, forklarer Jonas Nielsen.
Billedtekster:
1.
Gang i etablering af en ny plæne. Joni Manpowers Bobcat med Powerrack sørger for at findele og planere jorden. Sten sorteres fra, og så er såbedet klar med en helt plan og ren overflade.
2.
Det støver en del, når maskineriet forbereder jorden til såning af græs. Jorden skal nemlig være så tør som muligt for at opnå det bedste resultat.
3.
Jonas Nielsen er klar til femte sæson som græs-mager i storformat med sine hjemmebyggede maskiner.
4.
Joni-såmaskinen klar til at drysse græsfrø ud over et areal, som kort tid senere begynder at grønnes.
5.
Det kan se lidt voldsomt ud, når Joni Manpowers maskineri forbereder fru Jensens have til forvandling til en ny, grøn plæne. Men det er hurtigt og effektivt med ofte fem nye private plæner på en dagsplan pr. græshold
6.
Bæltedyret i fuld gang med at forberede et af de større arealer
til nysåning af græs.