Der er for alvor blevet åbnet for det varme vand til ukrudtsbekæmpelse i den stadig nye virksomhed RG Teknik ApS i Herning. Sammen med Gentoft Kommunes Park og Vej har firmaet udviklet en frontmonteret varmevandsløsning specielt til kommunens mindre biler, og nyheden er blevet modtaget med stor interesse ikke kun hos andre danske kommuner, men også rundt om i Europa.
”Løsningen er udviklet for at optimere brugen af de håndholdte løsninger monteret på mindre køretøjer. På mange arealer kan en løsning med et fronthoved spare mange skridt med en håndlanse. Det optimerer arbejdsdagen, og der er mange steder, hvor det vil være optimalt at bruge et mindre køretøj”, forklarer John Pedersen, som er koordinator i Gentofte Kommunes Park og Vej.
”Da det samtidig er et el-køretøj, vi bruger, og ikke et dieseldrevet køretøj, er det helt i tråd med vores grønne omstilling”, siger John Pedersen.
Følger underlaget
Den løsning, som RG Teknik og Gentofte Kommunes Park og Vej sammen har udviklet, er med to styk 12 volts el-aktivatorer med en sideforskydning på 80 centimeter. Tillige er der løft med flydestilling, så redskabet altid følger underlaget 100 procent.
”Det er ekstremt vigtigt for at holde den rigtige temperatur på varmtvandet. Frontsystemet er monteret sammen med et M13-anlæg fra den østrigske producent Keckex. Det er det mest solgte Keckex-anlæg, som mange af vores kunder er rigtig glade for”, siger salgschef Søren Gersvang hos RG Teknik.
”Betjeningen af anlægget er monteret inde i el-bilens kabine og er koblet til Keckex-anlægget, så det er helt uafhængigt af el-bilens system. Vi har store forventninger til denne løsning, og heldigvis er interessen god både hos danske kommuner og rundt om i Europa. Det er meget positivt, at også andre Keckex-importører har vist stor interesse for vores løsning, og det samme gælder faktisk for selve Keckex-fabrikken i Østrig”, fortæller Søren Gersvang.
Billedtekster:
1.
Jagten er gået ind på ukrudt i Gentofte Kommunes Park og Vej. Det nyudviklede frontsystem på ce små el-køretøjer er monteret med et Keckex M13-anlæg.
2.
Det er muligt at sideforskyde op til 80 centimeter, når der skal ram på ukrudtet.
3.
RG Tekniks nye varmtvandsløsning har løft med flydestilling. Dermed sikres, at redskabet altid følger underlaget.