Liebherr indvarsler et elektrisk forår. Maskinkoncernen har givet los for, at forhandlere i en række europæiske lande kan begynde at sælge den elektriske seks tons hjulgraver L 507 E til levering i foråret. Det gælder også Danmark, hvor importøren, Johs. Møllers Maskiner A/S, venter at kunne aflevere de første el-gummigeder til kunderne fra den 1. april.
El-geden er det batteridrevne svar på den konventionelle seks tons gummiged L 507, og i præstation og ydelse er der ingen forskel på de to læssere. En unik batteripakke gør el-maskinen 300 kg tungere end dieselversionen. Til gengæld er al emission fjernet, støjniveauet er reduceret voldsomt, og udgifter til service og reservedele er tæt på helt at være fortid.
”Den nye el-læsser har en lang række fordele i driften, hvor den daglige service kommer ned på et minimum”, forklarer salgschef Birger Hjelm hos Johs. Møllers Maskiner A/S, som er dansk Liebherr-importør og –forhandler.
Kan lade fra stikkontakten
”Batteripakken er på 32 kWh og giver en kapacitet på otte timers drift som udgangspunkt. Men det modulopbyggede batteridesign giver mulighed for at fordoble og installere et ekstra lithium-ion-batteri fra fabrikken til i alt 64 kWh. Dermed kører man altså med to batteripakker og fordobler læssemaskinens driftstid. På L 507 E er der i øvrigt en udvidet garanti på batteriet på 60 måneder eller 6000 timer”, siger Birger Hjelm.
Opladningen er integreret i maskinen og kan klares på mellem én og fem timer, afhængig af batterieffekt og hvilken opladningsmetode, man vælger. Der er mulighed for at lade batteriet op via en ganske almindelig stikkontakt med 230 V til 400 V.
”Det batteri-elektriske drev sikrer, at maskinføreren til enhver tid er sikret fuld power og kan nyde godt af dynamiske arbejdsbevægelser og kvik kørsel. L 507 E fås som 20 km/t, men kan også leveres i en ”speed-version” med hastighed op til 30 km/t”, fortæller salgschef Birger Hjelm hos Johs. Møllers Maskiner A/S.
Til at øge effektiviteten har motoren i øvrigt et genvindingssystem, som sikrere, at maskinen genererer energi ned ad bakke og ved opbremsning. Den sendes så tilbage til batteriet til genbrug.
Med basis i den konventionelle L 507-hjullæsser har den elektriske maskine også stereostyring, som er populær hos maskinførerne. Både knækstyring og styret bagaksel giver minimal venderadius og gør maskinen gesvindt at komme rundt i, og samtidig øges stabiliteten. Fabrikken har også installeret Liebherrs kendte knækled i L 507 E. Det kompenserer for kørsel på ujævnt underlag og medvirker yderligere til høj stabilitet.
Store vinduer giver maskinføreren masser af udsyn hele vejen rundt, og det er også nemt at få øje på alle relevante maskindata fra førersædet. Maskinens display har touch-funktion og kan justeres i højden, og her er det blandt andet muligt løbende at holde øje med batteriets ladestatus.
Billedtekster:
1.
Liebherr er klar med en el-ged til foråret. L 507 E er producentens første elektriske hjullæsser, og den danske importør Johs. Møllers Maskiner A/S, kan levere maskinen fra 1. april. Uden aprilsnar!
2.
Slut med at tanke op. Nu skal der lades op. Og batterikapaciteten er god.
3.
Den elektriske Liebherr-gummiged er klar til at tage fra. Den magter det samme som diesel-versionen, men er miljørigtig helt uden emissioner.
4.
Arbejde inden døre kan fremover foregå uden røg og støj med den batteridrevne gummiged.