Mange mænd er vanedyr, som holder sig til det kendte og helst ikke laver de store ændringer på hverdagen. Sådan har Erik Wolff Madsen det, når det kommer til gummigeder. Så skal der ikke eksperimenteret. Han har netop sat sig i sin sjette Komatsu-læsser i rap. De seneste tre har alle været nøjagtig samme type: Komatsu WA500 på 35 tons.
Han slider gummigederne hos entreprenørfirmaet Ejvind Laursen A/S i Hedensted, og her har chefen, direktør Kent Laursen, ikke noget imod maskinførerens valg af maskinmærke. Han har nemlig selv nærmest skabt tradition for, at gule maskiner over 12 tons skal købes hos Scantruck og hedde Komatsu. Entreprenørfirmaet har i øjeblikket 20 maskiner over de 12 tons. 19 af de 20 er Komatsu’er. Otte gummihjulslæssere, syv gravemaskiner, tre dozere og en dumper.
En af de store læssere er den, som 57-årige Erik Wolff Madsen nu fuldbyrder sit hattrick med. Den tredje 35 tons maskine af i alt fem Komatsu-læssere i løbet af de seneste 25 år. Erik Wolff Madsens jubilæum hos Ejvind Laursen A/S ligger lige rundt om hjørnet.
50.000 timer i Komatsu
”Jeg fik min første Komatsu i 1999. En 470-3 læssemaskine, og derefter en nyere model af 470’eren. Så skiftede jeg til en lidt større 480’er, før jeg begyndte på WA500. Totalt har jeg kørt omkring 50.000 timer i Komatsu-læssere. Gennem årene har jeg haft andre maskiner på prøve, men jeg véd godt, hvor det ender. Jeg føler mig bedst tilpas i Komatsu”, fortæller Erik Wolff Madsen.
Han er oprindelig landmand, og der skulle en jordhandel til, før han kom til at køre store entreprenørmaskiner hos Ejvind Laursen A/S.
”Ejvind Laursen startede en grusgrav ved siden af min jord ved Remmerslund. Så solgte jeg et stykke jord til grusgraven, og så var vi li’som i snak. Nu er der så snart gået 25 år. De sidste to år har jeg fast kørt i Ørum Grusgrav”, siger Erik Wolff Madsen.
En af hans Komatsu-gummigeder kom i øvrigt på en lille sviptur til Polen. En weekend kom en Basse Knækæg-type på ubudent besøg hos entreprenørfirmaet i Hedensted og fjernede Erik Wolff Madsens første Komatsu WA500. Fra Hedensted blev den kørt til Tyskland og videre til Polen. En lastvognschauffør havde imidlertid set maskinen med navnet på det danske entreprenørfirma på en blokvogn på en rasteplads ved Rostock, og firmaet kunne så hente maskinen hjem til Hedensted.
Billedtekster:
1.
Erik Wolff Madsen har taget hul på sin tredje WA500-8 gummihjulslæsser af i alt seks Komatsu’er hos entreprenørfirmaet Ejvind Laursen i Hedensted.
2.
35 tons Komatsu-ged i aktivitet i Ørum Grusgrav.
3.
Entreprenørfirmaet i Hedensted nøjes ikke med at købe Komatsu-maskiner hos Scantruck. Ejvind Laursen A/S har også hentet en grøn McCloskey S190 mobilsorterer hos maskinfirmaet i Skive. Den lader sig nu fodre af Erik Wolff Madsen i den nye Komatsu WA500.
4.
En trofast Komatsu-chauffør på vej ind i kabinen. Erik Wolff Madsen har netop scoret hattrick med sin tredje 35 tons læsser, som han kører i Ørum Grusgrav ved Daugård syd for Hedensted.