Artikel fra april 2020
Læs hele avisen

Ny ged med mange heste læsser sand til køerne

04-05-2020
Del artikel på


Grusgrav venter brændstofbesparelse på 30 procent med ny Liebherr-læsser

Det er noget af et husdyrhold, der trives hos virksomheden Dangrus i Bjørumslet Grusgrav ved Løgstør. En enkelt ged, 317 heste – og forventningsfulde køer rundt om i landet, der venter på resultatet: Ko-sand til køernes sengebåse.

Geden er en ny Liebherr L580 Xpower gummihjulslæsser, og det kolossale antal heste vrinsker i maskinens motorrum, hvor de sørger for, at der virkelig sker noget, når maskinfører Kim Nysum sætter sig til rette i kabinen. Der skal nemlig løbende holdes gang i produktionen af ko-sand. Omkring 25.000 tons af specialiteten ska køres ud af grusgraven om året.


”Vi har rigtig godt sand til køernes sengebåse, og vi laver masser af det. Naturligvis foruden de andre råstoffer, vi hele tiden leverer ud af grusgraven, blandt andet til anlægsprojekter. Vores lokale kommune er i gang med en stor kloakseparering i Ranum by blot få kilometer fra grusgraven. Den leverer vi også anlægsmaterialer til, og det er jo godt for miljøet, at der er kort transportvej. Vi vil gerne gøre tingene så grønt som muligt. Det er godt både for miljøet og for vores bundlinje”, forklarer medejer af Dangrus ApS, Ulrik Kristensen.

 

Første Liebherr

Den nye maskine tager godt fra. Den er udstyret med en skovl på seks kubikmeter til både at flytte materialerne op i Powerscreen-sortereren og efterfølgende læsse lastbilerne. Den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S, har leveret den nye læssemaskine, som har afløst en gummiged af et andet mærke.


”Den var 12 år gammel og simpelthen slidt op. Så mente vi, at det var tid til at vælge en Liebherr-maskine, som vi véd er billig at køre med. Den er vores første Liebherr, men det tegner rigtig godt. Maskinen kører fint, og Liebherr har jo et rigtig godt ry for at være nøjsomme med brændstoffet. Det handler naturligvis både om klimabevidsthed og om kroner og øre på bundlinjen. Jeg regner med, at vi kan spare op til 30 procent i brændstof i forhold til den tidligere maskine”, fortæller Ulrik Kristensen.


Også i forhold til de øvrige og nyere gummigeder i maskinflåden venter han, at den nye Liebherr tager stikket hjem i brændstof.

 

Sparer en tredjedel

”Vores Volvo-læssere bruger cirka 25 liter i timen. Liebherr-maskinen er nede på mellem 17 og 18 liter, så vi opnår en besparelse på omkring en tredjedel”, siger Ulrik Kristensen.


Mens chefen nyder lave dieselregninger og billig drift af maskinen, Kim Nysum i førersædet sig ikke mindst over et rigtig godt udsyn. Samtidig har Dangrus fået den nye Liebherr L580 Xpower leveret med udvidet lyspakke og en del andet ekstraudstyr.

Dangrus har i alt tre grusgrave i Himmerland og Vesthimmerland. Foruden Bjørumslet Grusgrav også Hornum/Bjørnstrup Grusgrav og Blære Grusgrav, som begge ligger lidt nord for Aars. Totalt solgte Dangrus sidste år omkring 670.000 tons materialer fra de tre grusgrave.

 

 

Billedtekster:

 

1.

”Tillykke med den nye ged med de mange heste”, siger Per Lyngholm fra Johs. Møllers Maskiner A/S (til venstre) til Ulrik Kristensen, som er medindehaver af DangrusS giver hånd på 28 tons funklende ny Liebherr L580 Xpower.

 

2.

28 tons ny Liebherr L580 Xpower i sving i Bjørumslet Grusgrav. Med seks kubikmeter skovl bliver det til noget, når der skal læsses materialer.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk