Ny hybrid-graver sparer 50 procent i brændstof

11-02-2020
Del artikel på



Viborg-entreprenør sikrer grøn profil med ny generation af Komatsus HB215LC med mindre CO2-udledning og stort set ingen støj

Lav CO2-udledning og lavt brændstofforbrug ligger højt på skalaen, når entreprenører vælger nye maskiner. Også for entreprenør Thomas Nørgaard i Viborg, som har købt sig den nyeste model af Komatsus hybridgravemaskine HB215LC-3. Og tilmed fået sig lidt af en sparegris.

”Vi sparer 50 procent i brændstof i forhold til den maskine, som den nye Komatsu har erstattet. Med en besparelse på mellem otte og ti liter diesel i timen er den faktisk nede på halvt forbrug. Det kan jo aflæses på bundlinjen, når året er omme”, siger Viborg-entreprenøren.

Entreprenørfirmaet Thomas Nørgaard ApS har godt 60 medarbejdere og har en bred vifte af opgaver på arbejdsplanen. Hovedvægten ligger på belægningsarbejde, støbeopgaver og ikke mindst kloakarbejde af enhver art. Torben Nørgaard ser da også gode muligheder med den nye gravemaskine til kloaksepareringer i byer.

 

Den siger ikke noget

Thomas Nørgaard glæder sig også over, at hybrid-maskinen er også med til at give virksomheden en grøn profil. Dels bruger den altså væsentligt mindre brændstof og udleder derfor også mindre CO2. Og dels siger den nye sparegris ikke rigtig noget.

”Maskinen laver stort set ingen støj. Det er en stor fordel netop, når vi arbejder inde i byer. Både maskinføreren og håndmanden, der går ved siden af maskinen, er så i øvrigt også rigtig godt tilfredse”, fortæller Torben Nørgaard.

Maskinfører Jan Ibsen har også haft en bemærkning til chefen om hastigheden med HB215LC-3.

”Den er meget hurtigere end den tidligere maskine. Endda voldsomt meget hurtigere”, siger Viborg-entreprenøren.

 

Optimeret hydraulik

Komatsus hybridsystem opsamler elektrisk energi, når der krøjes med maskinen. Den traditionelle hydrauliske krøjemotor er erstattet af en elektrisk motor, og det giver både den hurtigere krøjning og mindre forbrug af diesel. Hver gang, der krøjes, ryger der så at sige ny elektrisk energi i tanken til både krøjemotoren og til at hjælpe maskinens almindelige motor.

”I den nye HB215LC-3 er hydraulikken yderligere optimeret ved kombinerede bevægelser i forhold til den foregående generation af maskinen. Det giver både hastighed og bedre fornemmelse hos maskinføreren. Den lave emission fra motoren opnås ved hjælp af AdBlue og katalysator, men uden partikelfilter”, forklarer produktchef Kasper Vissing hos Scantruck.

Hybrid-graveren har Komatsus sikkerhedssystem Komvision med kameraer hele vejen rundt og med forskellige views i monitoren i kabinen. En viskose-kobling på kølervingen giver sin del til det lavere støjniveau og den forbedrede brændstoføkonomi.


Billedtekster:

1.

Thomas Nørgaards nye Komatsu HB215LC-3 i aktion. Hydraulikken på den nye generation af hybrid-gravemaskinen er yderligere optimeret i forhold til den foregående.

2.

Den er voldsomt meget hurtigere end den maskine, den har afløst, lyder meldingen fra maskinfører Jan Ibsen om den nye Komatsu HB215LC-3 er hurtigere end den maskine, den har afløst.

3.

Sådan kan en sparegris også se ud. Thomas Nørgaards nye 24 tons Komatsu HB215LC-3 bruger kun den halve mængde brændstof i forhold til den maskine, den har afløst hos Viborg-entreprenøren
Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk