Artikel fra oktober 2024
Læs hele avisen

Ny italiener banker de andre

11-10-2024
Del artikel på



Sønderup Maskinhandel med i udvikling og test af ny zeroturn-klipper

Salgskonsulent Tommy Kærgaard var ikke meget for at snakke om salg, da Sønderup Maskinhandel A/S præsenterede den italienske elektriske zeroturn-græsklipper ToRINO fra fabrikken Del Morino i Toscana. ”Vi laver ikke slutsalg endnu – maskinen skal lige færdigtestes”, forklarede Kærgaard på Maskiner under Broen ved Middelfart. Da Sønderup-folkene pakkede sammen efter messens andendag, var ToRINO solgt.

”Der var jo altså en kunde, der ville have den”, konstaterer Tommy Kærgaard.

“Efter at vi fik maskinen fra Italien, har vi testet videre for at se, hvad den egentlig kan præstere. Vi testede den op mod to tilsvarende maskiner af anerkendte mærker, og ToRINO bankede dem begge. Den mest kendte af de to andre var en maskine, der i runde tal koster det dobbelt af vores italiener. ToRINO gav den tæsk både på klipperesultat og styrke”, fortæller Tommy Kærgaard.

Fabrikken Del Morino har et meget stort program i maskiner til landbruget, men har også fostret den specielle gren, hvor det handler om eldrevne maskiner med græsklipning i højsædet. Klipperne er nye i Danmark, hvor Sønderup Maskinhandel har store forventninger som importør og forhandler.

 

Nonstop-test

”ToRINO har tre forskellige lade-muligheder. En for 9 timer, en for 4,5 timer og en for 2,5 time, hvis det skal gå hurtigt. Maskinen har lithium-ion batterier, og driftstiden opgiver fabrikken til syv timer. Vi har testet den her i Danmark, hvor vi lod den køre fem timer nonstop. Da vi stoppede testen efter de fem timer, var der stadig 17 procent strøm tilbage”, siger Tommy Kærgaard.

Maskinen fås med klippebord på enten 120 eller 140 cm som rotorklipper, eller som 120 cm slagleklipper. Klippebordet er i øvrigt lavet efter danske forskrifter. Den leveres enten med bagudkast eller bioklip. Fabrikken i Toscana er i tæt dialog med den danske importør og optimerer løbende maskinen i samarbejde med Sønderup.

”Inden vi solgte maskinen på Maskiner under Broen, havde vi også haft andre end os selv til at teste den. Et anlægsgartnerfirma testede den igennem for os på kryds og tværs. Bortset fra den gode batterikapacitet og flotte klipperesultater, fik ToRINO ikke mindst ros for manøvredygtigheden”, fortæller salgskonsulent Tommy Kærgaard.   

Den italienske zeroturn-klipper kan i øvrigt også klippe i bakgear. Og for god ordens skyld: Græsset bliver ikke længere af, at man klipper baglæns….


Billedtekster:

1.

Tommy Kærgaard slænger sig i ToRINO-zeroturn-klipperen med klipning i 140 cm bredde.

2.

Fabrikken hedder Del Morino og maskinen ToRINO. Manden hedder Tommy Kærgaard. Den første italienske zeroturn blev solgt på Maskiner under Broen.

3.

Avanceret plæneklipper. Displayet giver føreren alle informationer om kørselsmønster, opladning, elforbrug og meget mere. Hvis man hellere vil se informationen på sin mobiltelefon, gør man bare det.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk