Artikel fra november 2020
Læs hele avisen

Sikkerhed og gode forhold må godt koste ekstra

03-12-2020
Del artikel på





Arkil holdt sig ikke tilbage med flueben på udstyrslisten da Maskiner A/S leverede seks nye Yanmar.

”Man skal aldrig gå ned på udstyr” anvendes ofte, når farmand har opgraderet hele golfudstyret til hidtil ukendte højder, eller der er købt nye løbesko til et beløb, der matcher udbetalingen på et nybygget parcelhus. Mere seriøsitet er der over det, når entreprenørkoncernen Arkil går på indkøb og fornyer maskinflåden. Så handler udstyret ikke om blær, men om sikkerhed og øget velbefindende for medarbejderen, der skal tilbringe sine arbejdsdage i kabinen.

”Vi prioriterer ekstra udstyr og sikkerhed højt hellere. Vi vil for eksempel hellere bruge lidt ekstra og til gengæld få bakkameraer af god kvalitet, som kan medvirke til at øge sikkerheden, når der arbejdes med maskinerne”, siger Kenny Pedersen, der er materielansvarlig for Arkils maskinpark på Sjælland og Fyn.

Virksomheden har netop købt seks nye Yanmar-læssemaskiner hos den danske importør, Maskiner A/S. Tre er stationeret på Sjælland og tre i Jylland. For alle seks gælder, at der ikke blev sparet på fluebenene på udstyrslisten.

 

Specielt trinbræt

”Alle Arkils nye Yanmar V100-læssemaskiner er leveret med tonet bagrude i kabinen, centralsmøring for at optimere og lette smørearbejdet, og bakkamera. Maskinerne har også fået hver sin ekstra LED-lyspakke, de er forsynet med varme i sidespejlene, og vi har udskiftet det øverste trinbræt med en speciallavet værktøjskasse”, fortæller salgskonsulent Palle Andersen hos Maskiner A/S.

Dermed når udstyrslisten for de seks Yanmar-maskiner op på en ganske anselig længde. I forvejen har Yanmar V100 nemlig en ganske omfattende liste over udstyr, der er standard fra fabrikken.

”Blandt andet er maskinerne født med to døre i førerkabinen, og der er skydevindue i venstre dør og sikkerhedsglas. Multifunktions-joystick og proportionalstyret tredje-funktion med justérbar oliemængde er også blandt de features, der automatisk er med”, siger Palle Andersen.

V100 er kørt ind i Yanmar-programmet for kort tid siden med ny Stage V-dieselmotor med partikelfilter og en ydelse på 73 hk. Standardmaskinerne leveres med originalt, hydraulisk Yanmar-hurtigskift.

 

Skovle, gafler og koste

Leverancen fra Maskiner A/S bestod tilmed af mere end de to gange tre maskiner til Arkil. Med på transportladet var også såvel læsseskovle som pallegafler og Tuchel-koste.

”Der er tale om en udvidelse af vores maskinpark. I forvejen havde vi seks andre maskiner af samme type kørende. Vi fik flere forskellige bud på løsninger, men besluttede os altså for Yanmar. Det er alsidige maskiner, som vi med det forskellige udstyr kan bruge til både at flytte belægningssten, flytte jord til og fra ved kloakarbejde og rydde ordentligt op efter os med kostene efter endt arbejde”, siger materielansvarlig Kenny Pedersen hos Arkil.

Den nye Yanmar V100 har en arbejdsvægt på 5800 kg. Løftehøjden med vandret skovl er 3370 mm, og maskinen er bygget med konisk læsseramme for at sikre optimalt udsyn. Kørehastigheden er op til 36 km/t.

 

Billedtekster:

 

1.

Klargjort med masser af ekstraudstyr. Seks styk Yanmar V100-læssere fra Maskiner A/S i Horsens til Arkil henholdsvis Jylland og Sjælland.

 

2.

Øverste trinbræt er forvandlet til en speciallavet værktøjskasse.

 

3.

Profi 660-koste fra den tyske producent Tuchel var en del af den omfattende udstyrspakke, Arkil fik leveret med de nye Yanmar-læssemaskiner.

 

4.

Centralsmøring på alle de nye maskiner er med til at give en nemmere og mere sikker hverdag.

 

5.

Arkil fejer op efter sig. Det sørger Tuchel-koste til alle de nye læssemaskiner for.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk