Artikel fra april 2023
Læs hele avisen

Zeppelin køber udlejer med 11.000 enheder og 150 mand

14-04-2023
Del artikel på


Opkøb gør Zeppelin Rental til Danmarks tredjestørste udlejer

Køb af en udlejningsflåde på omkring 11.000 enheder og i omegnen af 150 nye medarbejdere gør nu Zeppelin Rental til Danmarks tredjestørste udlejningsvirksomhed. Zeppelin-gruppen har opkøbt firmaet CP ApS med speciale i udlejning af materiel til byggepladser. Det gælder især skure, men CP er også aktiv inden for udlejning af entreprenørmaskiner og lifte, samt styring af byggepladser.

CP bevarer sine tre lokationer med hovedkontoret i Viby Sjælland, i Galten ved Aarhus og i Middelfart. Zeppelin og CP forventer, at opkøbet falder endeligt i hak i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, når de respektive myndigheder har været inde over med godkendelse af handlen.

Hos CP er den hidtidige ejer og administrerende direktør, Julie Bruun, godt tilfreds med salget til Zeppelin.

”I Zeppelin har vi fundet en køber, hvis værdier og virksomhedskultur stemmer overens med vores. Kunder hos både CP og Zeppelin vil opleve en komplet produktportefølje samt adgang til en enorm flåde. Det resulterer i en endnu bedre service med i alt syv afdelinger i Danmark. Zeppelin vil tage digitalisering og bæredygtighed til et højere niveau og tilbyde de bedste løsninger i branchen”, vurderer Julie Bruun.

Når handlen er endelig gennemført, og efter en efterfølgende overgangsfase, forlader hun virksomheden i slutningen af juni på grund af sin graviditet og kommende forældreorlov.

 

Nye kompetencer

Hos Zeppelin Rental ser general manager Lasse Ludvigsen stort potentiale i købet af CP og den fremtidige udvikling af nye og allerede eksisterende udlejningsydelser.

”CP er et rigtig match for Zeppelin Rental. Vi køber ikke virksomheden kun for at blive store. Vi gør det også for at få stærke kompetencer på noget, som vi ikke gør i forvejen. Zeppelin er gode til entreprenørmaskiner. Nu får vi en masse nye kolleger, som også er dygtige til skurvognsmarkedet”, siger Lasse Ludvigsen.

”Hen ad vejen kommer der til at stå Zeppelin Rental også på materiellet fra CP, men navneskiftet kommer til at foregå i en glidende overgang. Vi overtager omkring 5000 skurvogne plus en masse entreprenørmaskiner. Foruden at blive landets tredjestørste udlejningsfirma, bliver vi samtidig nummer to indenfor udlejning af skurvogne”, fortæller Lasse Ludvigsen.

 

En lejlighed i Roskilde

Det var Pia Bruuns far, Georg Bruun, der skabte CP under det oprindelige navn Container Partners. Fra en lille lejlighed i Roskilde handlede han med skibscontainere og udlejede tillige containere til mange formål. Blandt andet som mandskabsfaciliteter til byggepladser. Da der kom et nyt skurvognsregulativ i 1995, gik Georg Bruun ind på skurvognsmarkedet, og i slutningen af 1990’erne købte han en mindre tømrervirksomhed med speciale i pavilloner og begyndte selv at producere til firmaets pavillonafdeling.

I 2004 fik CP mulighed for at købe 70 gravemaskiner i forbindelse med en konkurs, og det førte virksomheden ind på markedet for udlejning af entreprenørmateriel. I dag har firmaet en stor og bred maskinpark.

Julie Bruun har været med i CP siden 2013, hvor der samtidig blev tage hul på generationsskifte. I 2014 overtog hun rollen som administrerende direktør. Samtidig åbnede firmaet den jyske afdeling i Galten ved Aarhus, og byggepladsindretning og byggepladsdrift kom med som nye forretningsområder.

For halvandet år siden overtog CP ApS den konkurrerende virksomhed Ajos A/S’ aktiviteter inden for skurvogne, byggepladsindretning og midlertidige installationer fra MT Højgaard og kunne dermed lægge yderligere flere end 1000 skurvogne til udlejningsflåden, foruden 1500 eltavler, 700 projektører og en solid portion nye kunder. Samtidig øgede CP medarbejderstyrken med omkring 100 mand.


Billedtekster:

1.

Zeppelin Rentals general manager Lasse Ludvigsen gør klar til at overtage CP, hvor den hidtidige indehaver og administrerende direktør Julie Bruun passer sin graviditet og gør klar til forældreorlov.

2.

Totalt overtager Zeppelin omkring 11.000 enheder med CP-logoet. Hen ad vejen kommer der ti at stå Zeppelin Rental på skurvogne og materiel.  

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk